DSV-konkurrent presses på indtjeningen trods mere travlhe...

21. april 2017 - 07:35

Selv om den schweiziske DSV-rival Panalpina flytter flere varer rundt i verden, så har indtjeningen ikke fulgt med op i starten af 2017.

Panalpina kunne i første kvartal fremvise en vækst i volumen på 8 pct. inden for søfragt og 7 pct. i luftfragt, hvilket ifølge selskabet selv er en højere vækst end på markedet generelt.

Alligevel kom Panalpina ud af første kvartal med et overskud på 16,4 mio. schweizerfranc, hvilket er et fald fra 24 mio. schweizerfranc i samme periode sidste år. Det er et mindre underskud inden for søfragt, som trækker resultaterne ned.

Selskabet havde i forbindelse med sit årsregnskab i februar varslet, at resultaterne i første kvartal ville byde på fald i overskuddet.

Ser man på udviklingen i forhold til fjerde kvartal, er der dog bedring at spore, da bruttoindtjeningen per container er forbedret inden for både luft- og søfragt.

- Mens de udfordrende markedsforhold forventes at fortsætte gennem 2017, er vi godt positionerede i markedet og forsigtigt optimistiske i forhold til at fortsætte volumenvækst inden for luft- og søfragt og at vinde markedsandele, siger topchef Stefan Karlen i en kommentar til regnskabet.

- I et marked, hvor raterne i øjeblikket stiger i stedet for at falde som sidste år, forventer vi også at forbedre vores indtjening. En af vores topprioriteter er fortsat - naturligvis - at få genskabt lønsomheden i søfragt, siger han.

Torsdag var der regnskab fra en anden af DSV´s konkurrenter - ligeledes schweiziske Kuehne & Nagel - og her var der lidt af de samme tendenser som hos Panalpina.

Kuehne & Nagel kunne fremvise en vækst på henholdsvis 9 pct. inden for søfragt og 15,5 pct. i luftfragt.

Den markante vækst var dog til dels gået ud over indtjeningen, som viste et mindre fald.

DSV kommer med sit regnskab for første kvartal den 2. maj.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 80.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.