Mærsk/SHB: Pressede rater giver udsigt til sløjt regnskab

21. april 2017 - 08:14

Når A.P. Møller-Mærsk om få uger kommer med regnskab for første kvartal, skal man ikke forvente et stort festfyrværkeri.

Det vurderer Handelsbanken, der peger på et svagt marked for containerfragt - som er det vigtigste forretningsområde for konglomeratet - som et risikoelement.

Handelsbanken hæfter sig ved, at fragtraterne på nord-syd-ruterne, som blandt andet dækker over Latinamerika, Afrika og Oceanien, er faldet med 12 pct. i første kvartal sammenlignet med samme periode i 2016.

Det kan ramme indtjeningen, da rederiet Maersk Line normalt henter 50 pct. af sin volumen fra disse ruter.

- I kvartalet venter vi således, at Maersk Line vil fortsætte med at skuffe og dermed have et underskud på omkring 155 mio. dollar i første kvartal 2017, skriver Handelsbanken i en analyse, hvor det gentager den negative anbefaling "reducer" af Mærsk-aktien.

A.P. Møller-Mærsk venter i 2017 et overskud, som er højere end i 2016, hvor konglomeratet fik et plus på 711 mio. dollar.

For Maersk Line alene lyder forventningen på en forbedring på 1 mia. dollar fra 2016, hvor rederiet måtte notere et minus på 384 mio. dollar.

Rederiet har dog tidligere meldt ud, at de første tre måneder af året kan blive svage.

- Første kvartal giver muligvis en skuffelse, hvis du sammenligner udviklingen i vores tal med konkurrenternes, og det kan være svært at nå vores mål om 5 pct. bedre driftsmargin her, sagde Mærsk-gruppens finansdirektør, Jakob Stausholm, i forbindelse med årsregnskabet i februar.

Mærsks regnskab for første kvartal bliver offentliggjort 11. maj.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 80.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.