USA/tendens: Grønne udsigter - opjustering kan løfte Deere

19. maj 2017 - 14:56

Stemningen på det amerikanske aktiemarked tegner til en ganske fin fredag, hvor markedet igen ventes at råde en smule bod på onsdagens udsalgsbølge, der ikke er set magen til i mere end otte måneder.

Det såkaldte frygt-indeks, Vix, over volatiliteten på markederne er fredag faldet næsten 8 pct. til 13,5, men ligger stadig noget højere end ved ugens begyndelse.

Futures indikerer en positiv åbning i S&P 500-indekset på 0,3 pct. Fremgangen følger et comeback torsdag på 0,4 pct. oven på nedturen på 1,8 pct. onsdag, hvor beskyldninger mod præsident Donald Trump om magtmisbrug gav anledning til markedsuro.

Fredag virker markedet dog igen til at være lydhør over for mere selskabsspecifikke nyheder. En opjustering fra Deere har løftet producenten af de grønne traktorer med over 6,5 pct. på formarkedet.

Også tøjkæden Gap gør en god figur og stiger 4,1 pct. på formarkedet. Selskabet gjorde det overraskende godt i forhold til analytikernes forventninger i første kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/18. Indtjeningen per aktie landede på 0,36 dollar mod ventet 0,29 dollar ifølge Bloomberg News.

Regnskaberne fra Campbell Soup og Foot Locker har derimod ikke været rar læsning for investorerne. Skokædens indtjening var lavere end forudset, og aktien falder med næsten 10 pct. på formarkedet.

Campbell Soup falder med lige over 4 pct. på sit kvartalsregnskab. Selskabet, der er kendt for sine supper på dåse, men også sælger blandt andet kiks, skuffede med indtjeningen i regnskabsårets tredje kvartal. Samtidig sænkes omsætningsforventningerne, mens indtjeningsforventningerne præciseres i den øvre ende af prognoseintervallet.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.