Topdanmark OPTAKT 23/5: Godt vejr og investering giver fr...

19. maj 2017 - 16:21

Der er udsigt til næsten en fordobling af overskuddet hos Topdanmark, når forsikringskoncernen leverer regnskab for første kvartal på tirsdag. Nettooverskuddet ventes at stige til 318 mio. kr. fra 161 mio. kr. i kvartalet året før.

Det viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Det er primært en kraftig forbedring i investeringsresultatet, der ventes at drive fremgangen. De otte analytikere, der har leveret estimater, venter et investeringsresultat i første kvartal i år justeret for forrentning og kursreguleringer af skadesforsikringshensættelser på 100 mio. kr. mod et underskud på 112 mio. kr. i samme periode året før.

Sydbanks analytiker Mikkel Emil Jensen skønner et overskud på den post på 155 mio. kr. og ligger dermed højest, da analytikernes skøn ligger i intervallet fra et underskud på 34 mio. kr. på den post til et overskud på 155 mio. kr.

Også Jyske Banks analytiker Thomas Eskildsen skriver i en analyse op til regnskabet, at investeringsresultat kommer godt ud. Thomas Eskildsen venter også et positivt investeringsresultat i kvartalet - i hans tilfælde på 69 mio. kr.

Det forsikringstekniske resultat ventes positivt påvirket af et godt vejrlig, men tynget af lidt af stigende omkostninger grundet nye investeringer i digitalisering og automatisering. Præmierne i skadesforretningen ser analytikerne en smule højere end i første kvartal 2016.

Analytikerne ser samlet et forsikringsteknisk resultat på 258 mio. kr. mod 308 mio. kr. i første kvartal 2016. Estimaterne svinger mellem 219 mio. kr. og 301 mio. kr.

Combined ratio, der groft sagt sætter erstatninger i forhold til præmier, ventes at lande på 88,1 mod 86,0.

OPJUSTERING OG UDBYTTE

Sydbank mener, at Topdanmark vil opjustere forventningerne, da regnskabet vil sende Topdanmark foran planerne for året.

Mikkel Emil Jensen venter, at det gode forsikringsvejr og solide investeringsafkast vil give en opjustering af den resultatmæssige prognose på 50-100 mio.kr. fra den nuværende forventning om 900-1000 mio. kr.

Et andet punkt, der vil være i fokus, er udbytte. Jyske Bank venter en udbyttepolitk med en meget høj udbetalingsprocent. Hos Sydbank ses der sandsynlighed for et kvartalsvist udbytte, da det vil være attraktivt i et lavrentemiljø, som det for øjeblikket er tilfældet.

TABEL

Analytikernes forventninger til Topdanmarks regnskab for første kvartal af 2017:

#

Mio. kr.                    Q1 2017(e) Q1 2016 FY 2017(e) FY 2016

-----------------------------------------------------------------

Præmieindtægter, skade            2201    2197       8858    8858

Forsikringsteknisk resultat        258     308       1121    1320

Investeringsresultat               100    -112        205     392

Livsforsikring                      45       8        180     189

Resultat før skat                  408     205       1515    1942

Periodens resultat                 318     161       1179    1536

Combined ratio                    88,1    86,0       87,3    85,1

Udbytte (kr./aktie)                  -       -      10,70       0

-----------------------------------------------------------------

#

(e) = medianestimat baseret på estimater fra op til 11 analytikere indsamlet af Ritzau Estimates.

Blandt de otte analytikere, der har oplyst deres anbefaling af Topdanmark-aktien, er der tre købsanbefalinger, tre hold- og to salgsanbefalinger. Det gennemsnitlige kursmål er 183 kr.

Regnskabet offentliggøres 23. maj omkring klokken 12.00.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.