Aktier/PFA: Det lysner for europæiske aktier

20. marts 2017 - 13:54

Lidt forår kan måske være på vej til de europæiske aktier efter et svagt aktieår sidste år.

Det vurderer chefstrateg i PFA Henrik Henriksen i et notat om den aktuelle situation på de europæiske aktiemarkeder.

- Efter et svagt 2016 kan europæiske aktier i år få mere medvind fra ECB´s ekspansive pengepolitik og de mere positive vækstindikatorer både i og uden for Europa. Især amerikanske investorer trak store midler ud af de europæiske aktiemarkeder i 2016 på grund af frygt for politisk uro. De sidder nu og vurderer, om det bedste tidspunkt at købe europæiske aktier på er før eller efter det franske valg, skriver chefstrategen.

Henrik Henriksen henviser til, at indtjeningsvæksten i de europæiske selskaber i fjerde kvartal var stærkere end hos de amerikanske kolleger, og for 2017 er udsigterne også mere positive i Europa end i USA. Og priserne på de europæiske aktier er mere moderate end i USA, konstaterer han.

- Hvis europæiske aktier falder til samme prissætning som under finanskrisen, svarer det til et fald i aktiekurserne på 40 pct. Skal de prissættes som under aktieboblen i 2000, er der et "upside" på mere end 100 pct. Vi vurderer ikke, at nogen af scenarierne er realistiske på kort sigt, men det illustrerer, at europæiske aktier er et af de aktiver på de finansielle markeder, som er forholdsvis moderat prissat i forhold til sin egen historik, bemærker Henrik Henriksen.

Dertil kommer, at udviklingen i långivningen indikerer, at Europa befinder sig i en tidligere fase af opsvinget end USA, påpeger chefstrategen.

Ikke mindst bankaktierne er genstand for positiv opmærksomhed hos Henrik Henriksen. Baggrunden er forventning om stigende renter i takt med stigende økonomisk vækst, og stigende renter er alt andet lige til gavn for bankerne indtjening. Og set i europæisk perspektiv fylder bankaktierne relativt mere, end de gør i USA.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 85.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 50  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.