Schouw indgår aftale om at købe Borg Automotive

20. marts 2017 - 13:30

Schouw & Co. har mandag indgået en købsaftale på aktiemajoriteten i den danske industrivirksomhed Borg Automotive, fortæller selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Den samlede virksomhed, der har base i Silkeborg, er værdisat til cirka 1,15 mia. kr. på gældfri basis, og Schouw stræber efter at overtage 85 pct. af virksomheden.

Borg Automotive har de seneste fem år haft en vækst i omsætningen på gennemsnitligt over 10 pct. om året, og i 2015/16 var driftsoverskuddet, EBIT, 101 mio. kr.

Overtagelsen ventes at få virkning fra begyndelsen af april 2017, og Borg Automotive vil på det tidspunkt indgå som fuldt konsolideret i Schouw & Co.-koncernens regnskab. Her forventes nyerhvervelsen at bidrage med en omsætning på 800 mio. kr. og et driftsoverskud mellem 110 og 130 mio. kr. for ni måneder. Herfra bliver der fratrukket reguleringer som følge af købesumsfordeling.

- Med købet etablerer Schouw & Co. en ny koncernaktivitet inden for refabrikering af komponenter til bilindustrien og indleder en langsigtet investering i cirkulær økonomi og bæredygtighed, skriver Schouw & Co. i meddelelsen.

Borg Automotive refabrikerer brugte bildele som startere, generatorer, bremsekalibre og aircondition-kompressorer.

Enkelte detaljer i den endelige transaktionsstruktur er stadig ikke helt på plads, og aftalen er samtidig indgået med forbehold for relevante myndigheders godkendelse.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 85.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 50  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.