Trods historisk lånefarvel: Vi har stadig milliardgæld

20. marts 2017 - 12:07

Det lyder umiddelbart fantastisk, at den danske stat ikke længere har lån i fremmed valuta.

Men ifølge Søren V. Kristensen, der er makroøkonom hos Sydbank, er det mest af symbolsk værdi.

For staten skylder stadig mere end 600 milliarder kroner væk i kraft af de statsobligationer, man har udstedt.

- Man kan diskutere, om det reelt betyder noget, at gælden nu kun står i kroner og ikke i andre valutaer.

- Men baggrunden for, at der ikke er mere gæld tilbage, er mere interessant, siger økonomen.

Han peger på, at det er et sundhedstegn for dansk økonomi, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde en stor valutareserve for at forsvare kronens fastkurs.

- I 1990´erne og under finanskrisen stiftede vi gæld i udlandet for at polstre valutareserven, så vi kunne imødegå presset.

- Det behøver vi ikke længere. Det skyldes, at der er tillid til dansk valuta, og at investorerne derfor søger mod kronen, siger Søren V. Kristensen.

Han påpeger også, at den danske statsgæld er på et lavt niveau set i europæisk sammenhæng, også selv om vi de senere år har kørt med et lille underskud på de offentlige finanser.

Pilen peger dog i retning af, at gælden skal længere ned.

- Når man tænker på, at vi i dansk økonomi er tæt på fuld beskæftigelse, så er det oplagt at stramme en smule på finanspolitikken, siger Søren V. Kristensen.

I 2015 lå den gennemsnitlige bruttogæld for de 28 EU-lande på 85 procent af bruttonationalproduktet. Danmark lå i den absolut pæne ende med 40 procent.



/ritzau/



Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 39  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 85.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 50  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.