Politik for aktivt ejerskab

Politik for aktivt ejerskab

Denne politik dækker de aktiviteter, som Syd Fund Management A/S på vegne af Fondene udøver i relation til aktivt ejerskab.

Formål
Formålet med at udøve aktivt ejerskab er at forøge eller bevare værdien af de aktiver, som Fondene har investeret i. Politikkens udgangspunkt er, at aktiv påvirkning af selskaber i stedet for ekskludering giver mulighed for at udløse et kurspotentiale i selskaberne i takt med, at problemerne løses.

Syd Fund Management har sammen med flere end 2.200 globale institutionelle investorer og service providers skrevet under på FN’s Principper for Ansvarlige Investeringer, PRI, som består af seks principper for ansvarlige investeringer. Princip 2 forpligter Syd Fund Management på vegne af Fondene til at arbejde for aktivt ejerskab. Komitéen for god selskabsledelse udgav i november 2016 ”Anbefalinger for aktivt Ejerskab”. Hensigten med anbefalingerne er at fremme danske selskabers langsigtede værdiskabelse og dermed investorernes langsigtede afkast. I april 2019 blev ændringer i aktionærrettighedsdirektivet om tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab implementeret i dansk lovgivning. Anbefalingerne fra 2016 blev hermed i realiteten overflødige, men er stadigvæk gældende.

Ved aktivt ejerskab, også kaldet engagement, forstås forskellige former for påvirkning rettet mod ledelsen i et selskab med henblik på at ændre adfærden i selskabet. Påvirkningen vil især omhandle emner inden for miljø, sociale forhold og god selskabsledelse. Det kaldes også ESG efter de engelske betegnelser for begreberne Environmental, Social og Governance. Hertil kommer som følge af aktionærrettighedsdirektivet og anbefalingerne fra Komitéen for god selskabsledelse, at kapitalforvaltere også skal have fokus på områder som strategi, finansielle og ikke finansielle resultater, risiko og kapitalstruktur.

Af aktionærrettighedsdirektivet udspringer nogle formelle krav til indholdet i en politik for aktivt ejerskab:

  • overvågning af selskaber
  • dialog med selskaber
  • udøvelse af stemmerettigheder og andre rettigheder
  • samarbejde med andre aktionærer
  • kommunikation med relevante interessenter
  • håndtering af interessekonflikter


Anbefalingerne fra Komitéen for god selskabsledelse omfatter et yderligere punkt:

  • eskalering og samarbejde med andre investorer.

Håndteringen af de enkelte punkter er beskrevet i det følgende.

Eskalering vil blive beskrevet i afsnittet om samarbejde med andre aktionærer.  Fondene søger at leve op til disse krav og anbefalinger med de undtagelser, som der er begrundet for under de enkelte afsnit.
 

Hent politikken for aktivt ejerskab

Rapport om stemmeafgivelse 2018

Redegørelse for aktivt ejerskab 2018