01 | 07 - Godt i gang med investering

Sådan bruger du din rådgiver

Når du skal investere, kan du enten gøre det selv eller få din rådgiver til at tage sig af det. Her kan du blive klogere på, hvad din rådgiver konkret kan hjælpe dig med.

I korte træk

  • Investering kan være et stort og uoverskueligt emne at sætte sig ind i; og mange har derfor glæde af en rådgiver.
  • En rådgiver kan hjælpe dig med at fastlægge din risikoprofil og sammensætte den helt rigtige portefølje til dig.
  • Med en rådgiver bliver dine investeringer valgt og tilpasset ud fra et professionelt kendskab til markedet.
  • Der er både fordele og ulemper ved at vælge en rådgiver. Rådgivning koster, men vurder, om det kan betale sig - både tidsmæssigt og økonomisk - at spare den udgift væk.

Investering er et område, som kan virke stort og uoverskueligt, men hjælpen er heldigvis lige ved hånden. Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvordan investerer man sine penge mest fornuftigt, og hvordan plejer man sin portefølje bedst muligt? Det er ikke nok kun at fokusere på det forventede afkast af en investering. Du er også nødt til at se på den risiko, der er forbundet med investeringen – og hvordan risikoen er forbundet med risikoen ved andre investeringer. Det er en omfattende opgave selv at styre sine investeringer uden hjælp eller rådgivning fra professionelle, og du risikerer at stå tilbage med en portefølje, som ikke har de ønskede egenskaber, hvad angår risiko og forventet afkast.

Derfor kan du vælge at søge rådgivning.

Samtalen med din rådgiver

Cirka 75 % af de investorer, som køber investerings-beviser, bruger deres pengeinstitut som rådgiver. Mange overlader arbejdet med både at købe og sælge værdipapirer til rådgiveren, fordi det kan være en rigtig god idé at alliere sig med nogen, som har et indgående kendskab til investeringsområdet.

Målet er at finde en sammensætning af aktiver, der giver så højt forventet afkast som overhovedet muligt under hensyntagen til risikoprofilen.

Risikoprofil, risikovillighed og risikoevne

I første omgang skal du have fastlagt din risikoprofil i samarbejde med din rådgiver. Risikoprofilen afhænger både af, hvor stor risiko du som investor har lyst til at påtage dig (risikovillighed), og hvor stor risiko du økonomisk kan tåle at påtage dig (risikoevne). Det kan være svært at fastlægge sin risikoprofil selv, for der er mange forhold, som spiller ind.

Læs mere om risikoprofiler her.

Sammensætning af porteføjle

Når din risikoprofil er fastlagt, er målet at finde en sammen-sætning af aktiver, der giver så højt forventet afkast som overhovedet muligt under hensyntagen til risikoprofilen.

Det er ikke nogen simpel opgave, da det er vigtigt at sprede investeringerne på en fornuftig måde, så du ikke investerer for snævert. Her betyder det meget, at man forstår, hvordan forskellige aktivers afkast svinger i forhold til hinanden, og hvordan det påvirker den samlede risiko ved porteføljen.

Løbende justering af porteføljen

Selv når en portefølje er blevet tilfredsstillende sammensat, er arbejdet stadig ikke overstået. Investeringer kræver løbende pleje. Som tiden går, ændres værdien af aktiverne i porteføljen, og derfor er det nødvendigt at justere den for at vende tilbage til de ønskede risiko- og afkastegenskaber. Husk altid at få efterset din risikoprofil og dine investeringer løbende.

For og imod rådgivning

Der kan være flere fordele ved at styre investeringerne selv. Den største fordel er, at du sparer de årlige omkostninger ved at lade andre tage sig helt eller delvist af investeringerne.

Når du vil investere, bør du gøre op med dig selv, om det kan betale sig – både tids-mæssigt og økonomisk – at spare udgifterne til rådgivning væk.

Men du skal huske, at de omkostninger ikke kun skal holdes op mod det afkast, du får. Du skal nemlig også tage i betragtning, at du sparer tid ved at få rådgivning.

Det er tidskrævende at sammensætte en passende bred portefølje. Du er nødt til at have et vist indblik i de virksomheder og lande, som du investerer i, og du bør følge med i den løbende nyhedsstrøm og læse regnskaber, selskabsmeddelelser m.v. Ved udenlandske investeringer er der desuden den forventede valutakursudvikling at tage hensyn til.

Når du vil investere, bør du altså gøre op med dig selv, om det kan betale sig – både tidsmæssigt og økonomisk – at spare udgifterne til rådgivning væk.

Søg viden: Kan rådgivning betale sig?

Er du i tvivl, om hjælp og rådgivning kan betale sig, kan du se på nogle af de analyser, der er lavet om emnet, blandt andet af The Investment Funds Institute of Canada (The Value of Advice Report 2010, 2011 og 2012), Ipsos Reid (The Canadian Financial Monitor) og Aon Hewitt and Financial Engines (Help in Defining Contribution Plans: 2006 Through 2010).

I rapporterne påpeges det, at hjælp og rådgivning bidrager til at sikre, at investorernes porteføljer er passende sammensat, så de opfylder investorernes behov. Samtidig sikrer rådgivning investorerne et afkast (fratrukket gebyrer), som gennemsnitligt er større, end investorer uden rådgivere kan forvente.

Ifølge Gallup bruger 73 % af alle investorer deres pengeinstitut som rådgiver i forbindelse med køb eller salg af investeringsbeviser.

En risikoprofil ændrer sig over tid. Uanset om man styrer sine investeringer selv eller får hjælp til det, er det vigtigt at foretage løbende eftersyn for at sikre, at porteføljen stemmer overens med risikoprofilen. Som udgangspunkt er det en god idé at foretage en gennemgang én gang årligt; gerne oftere, hvis der er sket ændringer i ens liv, som påvirker ønskerne til risikoprofilen.

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Oversigt