Torsdagens obligationer: Nervøsitet gav laveste tiårige r...

Dato: 06. dec. 2018 kl. 17:08
Finansmarkederne satte torsdag kurs mod sikker havn, og det gav faldende aktiekurser og tilsvarende stigende priser på obligationer.

Årsagen var den lurende tvivl om weekendens våbenhvile i USA og Kinas handelskonflikt, som kun er blevet forværret, efter at de canadiske myndigheder onsdag anholdt den kinesiske tech-virksomhed Huaweis finansdirektør på foranledning af amerikanerne.

Meng Wanzhou, der også er næstformand i selskabets bestyrelse og datter til grundlæggeren, er under mistanke for brud på USA´s sanktioner mod Iran.

I Danmark blev renten på 2027-statsobligationen sendt 4 basispoint lavere til 0,20 pct., hvilket er det laveste lukkeniveau for den toneangivende tiårige danske rente siden november 2016. I de omkringliggende lande var der lignende tryk på statsrenterne.

Onsdag var der lukket for handlen i USA på grund af den tidligere præsident George H.W. Bushs død, men torsdag var der igen åbent på det amerikanske marked, og den tiårige amerikanske statsobligation blev sendt ned til 2,84 pct. Det er 7 basispoint lavere, end da de amerikanske handlere gik hjem tirsdag.

På nøgletalsfronten kom der blandede meldinger fra USA. Arbejdsmarkedet viste svage takter i form af færre nye arbejdspladser end ventet, og der var samtidig flere nytilmeldte ledige end forudset.

Til gengæld viste både PMI- og ISM-indeksene for servicesektoren bedre takter end ventet i novembers aflæsninger. Især sidstnævnte klatrede uventet og nærmer sig igen højeste niveau nogensinde.

/ritzau/Finans

Tilbage