Tirsdagens obligationer: Renten fortsatte op for anden da...

Dato: 12. feb. 2019 kl. 17:01
Efter at have været nede at snuse til en tiårig rente på nul procent fredag fortsatte renten for anden dag i træk op tirsdag.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med udløb i november 2027 steg 2 basispoint til 0,05 pct.

Rentestigningerne havde baggrund i øget lyst til risiko på de finansielle markeder, efter at de amerikanske politikere natten til tirsdag indgik en principaftale om grænsesikkerhed.

Det kan betyde, at endnu en regeringsnedlukning undgås. Efter at principaftalen var indgået, steg de amerikanske aktiefutures og renter i timerne derefter, og stigningerne holdt ved åbningen af det amerikanske marked tirsdag eftermiddag.

Demokraterne og Republikanerne er "enige om rammerne" for en aftale om grænsesikkerhed i USA.

Nita Lowey, der repræsenterer Demokraterne i forhandlingerne, siger, at detaljerne i aftalen kan være på plads inden onsdag amerikansk tid.

Der var tirsdag en stort set blank nøgletalskalender. En erhvervsmåling fra USA var eneste bare lidt væsentlige punkt på dagsordenen.

NFIB-indekset, der måler aktiviteten blandt mindre amerikanske virksomheder, faldt mere end ventet. I januar endte det på 101,2, mens der var ventet et mere beskedent fald til 103,0 fra 104,4 i december. Dermed er indekset i det laveste niveau siden december 2016.

/ritzau/Finans

Tilbage