USA/tendens: Storbanker står til kursfald efter regnskaber

Dato: 15. apr. 2019 kl. 14:10
Det tegner til en rolig start på den amerikanske aktiehandel mandag, hvor der før børsåbning er kommet flere regnskaber.

Regnskaberne, der stammer fra bankgiganterne Citigroup og Goldman Sachs, kan meget vel være med til at rykke lidt ved den generelle markedsstemning, som målt på handlen med indeksfutures lægger op til stigninger på op mod 0,1 pct. og fald ned til 0,1 pct.

Det følger, efter at de ledende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, fredag lukkede med stigninger på mellem 0,5 og 1,0 pct.

Med til at løfte stemningen fredag var gode regnskaber fra bankerne JPMorgan og Wells Fargo, og mandag er det så Citigroup og Goldman Sachs, der er i fokus med deres regnskaber for første kvartal.

Regnskabet fra Citigroup viser en bedre end ventet indtjening per aktie i første kvartal, samtidig med at indtægterne endte som ventet ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I formarkedet ligger Citigroup-aktien imidlertid til et fald på 0,3 pct.

Goldman Sachs-regnskabet viser en bedre end ventet indtjening per aktie i første kvartal, omend indtægterne endte under det ventede ifølge Bloomberg News. I formarkedet ligger Goldman Sachs-aktien til et fald på 0,2 pct.

Negativt fokus ser der også ud til at komme på Mattel, hvis datterselskab Fischer-Price, der producerer legetøj og babyudstyr, fredag måtte tilbagekalde 4,7 mio. børnestole i USA.

Det sker, efter at det amerikanske forbrugerråd, CPSC, har linket en bestemt stol til flere episoder, hvor spædbørn har mistet livet mellem 2011 og 2018. I formarkedet falder Mattel-aktien 1,6 pct.

Inden for underholdningsindustrien har streamingselskabet Netflix fået sænket sin anbefaling af finanshuset BMO til "marketperform" fra tidligere "outperform", samtidig med at kursmålet sænkes.

Det følger efter fredagens fald på 4,5 pct., som kunne hænge sammen med Disneys afsløringer omkring sin kommende streamingtjeneste, Disney+, der bliver en konkurrent til Netflix.

I formarkedet falder Netflix-aktien 0,5 pct., mens Disney-aktien går ned med 0,4 pct. Disney-aktien har ellers af BMO fået hævet kursmålet og gentaget "outperform"-anbefalingen.

Apropos streamingselskaberne er der mandag også storr fokus på koncernen AT&T, der ejer selskabet HBO, som blandt andet står bag en lang række af tv-serier, herunder "Game of Thrones".

Netop Game of Thrones-serien har i disse dage taget hul på sin sidste sæson, og det kan betyde flere betalende brugere for HBO. Dog har der allerede været flere fejlmeldinger omkring streamingen af serien, hvilket har bragt sindene i kog hos flere forbrugere. I formarkedet falder AT&T-aktien 0,2 pct.

/ritzau/Finans

Tilbage