Agat justerer fokus, forventninger og topledelse

Dato: 11. jul. 2019 kl. 17:04
Det er i erkendelse af, at projektudvikling, development, er blevet sværere og mindre, at Agat Ejendomme, tidligere TK Development, justerer fokus i retning af selskabets egenbeholdning af ejendomme med udgangspunkt i hovedkontoret i Aalborg på bekostning af development-aktiviteterne, som har været styret fra kontoret i København.

De forklarer selskabets bestyrelsesformand, Peter Thorsen, i forlængelse af en børsmeddelelse torsdag, hvor Agat nedjusterer sine forventninger til 2019/20 på grund af afviklingsudgifter med henblik på at reducere omkostninger.

Det justerede fokus betyder, at Agat nedlægger sine svenske aktiviteter og lukker kontoret i København, og samtidigt har selskabet valgt at tage afsked med sin topchef, Søren Kempf Holm, som afløses af koncerndirektør Robert Andersen, samt udnævne økonomichef Vivi Sørensen til ny finansdirektør og medlem af direktionen.

VALGET VAR IKKE SÅ SVÆRT

Udskiftningen i topledelsen sker ifølge bestyrelsesformanden uden dramatik, om end han ikke er tilhænger af begrebet "gensidig forståelse" i almindelighed og heller ikke i forbindelse med afskeden med Søren Kempf Holm.

- Den omkostningstilpasning vi laver, er hovedsageligt rettet mod lukningen i Sverige og af kontoret i København, og så kan man jo sige, at Robert er placeret i Aalborg, og han har en særlig erfaring inden for vore egenbeholdning og inden for vores retssegment. Søren var placeret i København med særlig erfaring inden for development. Og med det in mente var valget ikke så svært, siger Peter Thorsen.

- Det har ikke noget med Sørens performance at gøre. Det er en konstatering af, at vores developmentaktivitet og markedet for development generelt er fortsat nedad, tilføjer han.

ÅRLIG EFFEKT PÅ 16 MIO. KR.

Men de nye planer gennemfører Agat omkostningsreduktioner med en positiv årlig effekt på 16 mio. kr. om året fra 2020/21, oplyser selskabet.

Men for indeværende regnskabsår er der tale om en indledende merudgift til afvikling på 20 mio. kr., og ejendomsselskabet nedjusterer derfor sine forventninger til årets overskud før skat til 0-10 mio. kr. fra 20-30 mio. kr.

De konkrete planer omfatter en lukning af selskabets svenske aktiviteter, hvor projektpipelinen anses for beskeden. Det giver en reduktion i omkostningerne på 6 mio. kr. årligt.

Dertil kommer besparelser på 10 mio. kr. ved lukningen af afdelingen i København og fokusering på projekter, der understøtter Agats ejendomsportefølje i kombination med de bedste af selskabets nye, potentielle projekter.

Ifølge bestyrelsesformanden berører lukningen i Sverige tre medarbejdere, mens kontoret i København har haft 5-10 ansatte.

Fra 2020/21 regner Agat med driftsomkostninger på 40 mio. kr. eller 35 mio. kr. mindre end i 2018/19. Og efter to år ventes omkostningsbasen reduceret til 20-25 mio. kr. fra et niveau på 75-80 mio. kr. i de senere år.

Ud over den udmeldte omkostningsreduktioner på 16 mio. kr. regner Agat med at reducere omkostningerne yderligere på afviklingen af selskabets aktiviteter i Polen og Tjekkiet. Det vil ifølge Peter Thorsen ske inden for et par år.

/ritzau/Finans

Tilbage