Norwegian tabte højde efter Kjos tog faldskærmen

Dato: 11. jul. 2019 kl. 17:38
Det blev til et massivt kursfald til det norske lavprisluftfartsselskab Norwegian torsdag, efter at det kom frem, at topchefen og stifteren af selskabet, Bjørn Kjos, forlader selskabet.

Aktien faldt med 12,6 pct.

Norwegian har været en kommerciel succes med Kjos ved roret, mener Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank. Finansielt er historien dog en lidt anden.

- Finansielt har man været meget langt fra succes - se bare på aktiekursen. Man er meget, meget presset finansielt og skal holde alle muligheder åbne, vurderer han.

Det bliver selskabets finansdirektør, Geir Karlsen, der overtager posten som topchef i flyselskabet. I første omgang er stillingen dog kun midlertidig.

Bjørn Kjos fortsætter i en rolle som rådgiver for bestyrelsen og formanden, danske Niels Smedegaard, der tidligere har været topchef i DFDS.

Torsdag morgen kom luftfartsselskabet med et regnskab for årets andet kvartal, der skuffede en smule på driften.

Driftsindtjeningen (EBIT) endte i perioden på 622,8 mio. norske kr., mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 657 mio. norske kr.

Omsætningen endte på 12,18 mia. norske kr. mod ventede 12,11 mia. norske kr.

Norwegian kunne derudover fortælle, at flyveforbuddet mod Boeings model 737 MAX, som selskabet har 18 af, og som har været holdt på jorden siden marts, kommer til at koste omkring 700 mio. norske kr. i 2019.

/ritzau/Finans

Tilbage