Norsk olieserviceselskab brager ned efter svag kvartalsop...

Dato: 09. okt. 2019 kl. 15:34
Norske Petroleum Geo-Services (PGS), der udfører seismisk arbejde for at gøre det lettere for olieselskaber at finde ny olie og gas, får drøje hug på børsen i Oslo i onsdagens handel.

Det sker efter en opdatering for tredje kvartal, der peger på en skuffende udvikling i salget.

PGS venter efter en gennemgang af bøgerne et salg på 235 mio. dollar i tredje kvartal, hvilket er et pænt stykke under de 244 mio. dollar, som analytikerne havde ventet ifølge estimater fra selskabet selv.

Og flere analysehuse har da også været ude med kritiske kommentarer efter opdateringen, og en række analytikere varsler sænkede estimater.

Det rammer PGS-aktien hårdt onsdag, hvor den godt en time før lukningen i Oslo falder med 17,7 pct. til 11,07 norske kr. Det sker, efter at aktien også var gået pænt frem i dagene op til kvartalsopdateringen.

/ritzau/Finans

Tilbage