USA/åbning: Grøn åbning på håb om handelsaftale - Levi St...

Dato: 09. okt. 2019 kl. 15:40
Positive handelstoner onsdag vender to dages fald på de amerikanske aktiemarkeder, og de tre ledende aktieindeks stiger.

S&P 500-indekset stiger med 0,7 pct., Nasdaq øger med 0,9 pct., og Dow Jones starter onsdag ud med et plus på 0,7 pct.

Handelskrigen mellem USA og Kina spiller ind på investorernes humør, og de seneste meldinger peger nu på, at der måske kommer en aftale i hus på fredag, når Kina og USA afslutter et todages møde i Washington.

Kina er fortsat åbne for at acceptere en delvis handelsaftale med USA, skriver Bloomberg News.

- Vi skal nu i gang med den 13. runde med handelssamtaler, og investorer har dæmpet deres forventninger markant, siger Mandy Xu, chefstrateg i Credit Suisse, til Bloomberg News.

POSITIVT NYT FRA KINA

Onsdag forlyder det, at Kina er åben for at indgå en delvis handelsaftale med USA, fortæller en anonym kilde til Bloomberg News, forud for at parterne mødes til forhandlinger i Washington torsdag og fredag.

Parterne er ikke optimistiske omkring muligheden for at nå en aftale her, som kan begrave stridsøksen mellem de to lande, siger kilden til mediet. Kina er dog åben for en begrænset aftale, så længe USA ikke indfører yderligere toldforhøjelser. Til gengæld vil kineserne give mindre indrømmelser - for eksempel at købe flere amerikanske landbrugsvarer.

FALD TIL JEANSPRODUCENT

Levi Strauss går dog mod strømmen, efter at selskabet tirsdag efter markedernes lukning kom med regnskab for tredje kvartal. Det viste en justeret indtjening per aktie på 31 cent mod analytikernes forventning på et resultat på 28 cent ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Omsætningen landede ligeledes højere og endte på 1,45 mia. dollar mod ventede 1,44 mia. dollar.

Den 166 år gamle jeans-producent kom på børsen tidligere i år. Aktien blev noteret til 17 dollar i marts og steg på første handelsdag til 22,41 dollar. Onsdag falder aktien med 3,7 pct. til 18,26 dollar i de første handler.

ERSTATNING OG TAB TRÆKKER NED

Verdens største medicinalkoncern, Johnson & Johnson, er blevet dømt til at betale 8 mia. dollar grundet manglende advarsler om, at unge mænd, der bruger koncernens antipsykotiske stof Risperdal, kan udvikle bryster.

En jury i den amerikanske stat Philadelphia har dømt selskabet til at betale den kæmpemæssige bøde svarende til cirka 54,4 mia. kr. til Nicholas Murray, der allerede i 2015 påstod, at medicinen gav ham bryster. Da fik han udbetalt 680.000 dollar i erstatning.

Aktien falder 1,0 pct. i de første handler onsdag.

Paypal Holdings oplyste tirsdag aften, at selskabet venter at kunne notere sig et tab på 228 mio. dollar før skat på en investering i samkørselstjenesten Uber

Tabet vil blive bogført i tredje kvartalsregnskabet, og det betyder en negativ effekt på indtjeningen per aktie på 15 cent.

Paypal oplyser, at det investerede 500 mio. dollar i forbindelse med, at Uber gik på børsen tidligere i år.

Aktien stiger 0,7 pct. onsdag morgen amerikansk tid.

REFERAT FRA FED

Investorerne kan også spejde mod aftenens referat fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som offentliggøres klokken 20.00 dansk tid. Og her vil det især tiltrække opmærksomhed, om der er flere rentesænkninger på vej fra centralbanken.

Federal Reserve satte sin toneangivende rente ned med 0,25 pct.point til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct. i september. Det var anden gang i år, at banken nedsatte sin rente. I juli blev den også sænket med 0,25 pct.

/ritzau/Finans

Tilbage