USA/åbning: Disney går til vejrs i fladt marked

Dato: 08. nov. 2019 kl. 15:48
Disney er den gode historie på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor de toneangivende aktieindeks træder vande oven på en god uge.

S&P 500-indekset falder med 0,1 pct., efter at indekset torsdag lukkede 0,3 pct. højere i rekordniveauet 3085,22. Tilsvarende ligger Dow Jones- og Nasdaq-indekset 0,1 og 0,2 pct. lavere.

Investorerne kan dog skæve til Disneys seneste regnskab for at finde rar læsning. Selskabet overgik torsdag efter børslukketid Wall Streets forventninger med bred margin, og aktien stiger næsten 6 pct. fra åbningen.

Mediekoncernen kom ud af fjerde kvartal med et justeret overskud per aktie på 1,07 dollar, mens analytikere havde regnet med en indtjening per aktie på 0,95 dollar ifølge Bloomberg News.

SMALL CAP I FOKUS

Dagens øvrige regnskabsakuelle selskaber omfatter en stribe mindre virksomheder. Og ifølge Reuters kan netop mange af de mindre amerikanske selskaber i Russel 2000-indekset stå foran et løft, da de hidtil har haltet efter de store selskaber i S&P 500.

Samtidig er mange af de mindre selskaber typisk mere eksponeret mod det amerikanske hjemmemarked, hvor økonomien egentlig gør det ganske godt.

- Folk er glade for small cap, fordi de tilbyder overlegen indtjeningsvækst på den længere bane, vurderer aktiestrateg Lori Calvasina fra RBC Capital Markets over for Reuters.

Blandt fredagens fokusaktier er it-selskabet Fastly, der stiger 6 pct. oven på et regnskab, der slår forventningerne.

Truecar, der driver en prissammenligningstjeneste på brugte biler, ligger til en gevinst på 26 pct. efter en opjustering af forventningerne.

Conformis, der har fået godkendt et hofteimplantat hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, ligger til en gevinst på 4,6 pct.

Også fitnesskæden Planet Fitness og skokæden Foot Locker ligger til stigninger på 12 og 0,9 pct. Planet Fitness har opjusteret forventninger, og Foot Locker er blevet løftet til "positiv" fra "neutral" af børshuset Susquehanna.

HANDELSTVIST I FOKUS

Underliggende er markedsstemningen fortsat afhængig af markedets tro på en løsning på handelskonflikten mellem USA og Kina.

Forlydender om en gensidig tilbagerulning af tariffer fra Kinas og USA´s side løftede stemningen torsdag, men ifølge nyhedsbureauet Dow Jones hersker fortsat en vis skepsis om, hvilke indrømmelser USA´s præsident, Donald Trump, er villig til, når det kommer til stykket.

/ritzau/Finans

Tilbage