Økonomisk stimulering fra hele verden

Visninger: 2525 Dato: 17. mar. 2020 kl. 08:45

Mens coronavirus tvinger finansmarkederne i knæ, forsøger de finansielle institutioner, centralbanker og landenes regeringer at holde en hånd under økonomierne. Se nogle af tiltagene her.

Finansmarkederne dykker kraftigt som reaktion på spredningen af coronavirus, og torsdag så vi det største fald på det amerikanske aktiemarked siden 1987. Væksten i verdensøkonomien er under pres, hvilket har fået flere af de økonomiske nøglespillere i arbejdstøjet. Vi har samlet en oversigt over nogle af tiltagene fra rundt om i verden.

Europa
Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholdt torsdag (12/3-20) sin styringsrente uændret på minus 0,50 % og forventer at fastholde renten på det nuværende niveau eller lavere. ECB skruer op for opkøbene af obligationer for nye penge med 120 milliarder euro indtil udgangen af 2020. Det skal lægges oveni, at ECB allerede siden november har opkøbt for 20 milliarder euro per måned.

ECB lemper vilkårene på lånene til de europæiske banker, så renten kan gå ned til minus 0,75 %, og annoncerede likviditetstiltag til små og mellemstore virksomheder. På det efterfølgende pressemøde opfordrede ECB-chef Lagarde kraftigt til, at der snart kom koordinerede finanspolitiske lempelser på bordet.

USA
Den amerikanske forbundsbank, Fed, annoncerede torsdag (12/3-20), at den ville tilbyde de amerikanske banker adgang til 1.500 mia. dollars i kortsigtede lån. Det er den største finansindsprøjtning siden finanskrisen. Fed havde i forvejen sat styringsrenten ned med 0,5 %-point, men meldte søndag ud (15/3-20), at renten vil blive nedsat med yderligere med 1 %-point, så den nu er nul. Det er den største sænkning af renten siden 1982. Samtidig vil banken opkøbe værdipapirer for 700 mia. dollars.

Tirsdag den 17. marts meddelte Trump, at han er klar med en finanspolitisk pakke på 1.000 milliarder dollars, der blandt andet indeholder en kontantudbetaling på 1.000 dollars til amerikanerne. Den samlede pakke på 1.000 milliarder dollars svarer til omkring 5 procent af BNP.  Det bliver nu afgørende, om Trump kan få lempelsen igennem Kongressen.

IMF
Den Internationale Valutafond, IMF, er klar til at mobilisere 1000 mia. dollar til lån i forbindelse med coronavirus. Valutafonden vil hjælpe landene med at bekæmpe coronavirus og vil derfor yde bistand, når regningen skal betales.

Kina
Den kinesiske centralbank har i februar ad to omgange pumpet 250 mia. yuan (ca. 36 mia. USD) ud i det finansielle system for at stimulere økonomien.

Japan
Den japanske centralbank har mandag annonceret, at den vil øge loftet for opkøb af investeringsfonde (ETF’er) til 112 milliarder dollars (12.000 milliarder yen).

Sydkorea
Mandag leverede centralbanken i Sydkorea sin største pengepolitiske lempelse siden den finansielle krise, da den satte renten ned med 0,50 %-point. Dermed kom bankens ledende rente ned på 0,75 %, hvilket er det laveste niveau, siden banken indførte det nuværende pengepolitiske system.

Danmark
Den danske regering lancerede søndag en hjælpepakke til 2,6 mia. kroner. Hjælpepakken giver tilskud til danske virksomheder på 75 % af lukningstruede medarbejderes løn, hvis virksomhederne beholder dem i job. 

Regeringen lægger samtidig op til, at små og mellemstore virksomheder kan udskyde moms og skat til senere.

Tilbage