Aktiekommentar om Argentina

Visninger: 1009 Dato: 13. aug. 2019 kl. 14:45

Aktie- og obligationskurserne faldt kraftigt i Argentina mandag, og den argentinske peso blev svækket. Årsagen var weekendens primærvalg, som gav den første reelle indikation på udfaldet af præsidentvalget i oktober. Læs aktiekommentaren her.

Den siddende præsident Macri, som er vellidt af finansmarkederne bl.a. pga. hans reformtilgang, led et markant større nederlag, end meningsmålingerne havde indikeret. Macri fik kun 32,1 % af stemmerne mod oppositionskandidatens 47,7 %. Resultatet betyder, at der skal ske en meget stor ændring i stemmerne frem mod det endelige valg i oktober, for at landet ikke vil få et regeringsskifte.

Oppositionen, som ledes af Fernandez, er kendt som venstrefløjspopulister, og finansmarkederne frygter, at det store reformprogram, Macri har stået for siden sidste valg, bliver rullet tilbage. Markedet frygter også for Fernandez’ vice-præsidentkandidat Christina Kirchner, som tidligere har været præsident i Argentina. Hun stod for en periode med væsentlig øget protektionisme og statskontrol med kraftig nedgang i økonomien og hyperinflation til følge. Primærvalgresultatet betyder dermed en væsentlig større usikkerhed for de økonomiske udsigter for Argentina.

Sydinvest Latinamerika har en position i Argentina, der ligger under sammenligningsindekset. Vores positioner ligger i finans, energi og forsyning, hvor flere aktier faldt mere end 50 % mandag. Vi vurderer de kommende dages udvikling nøje ift. vores videre positionering i Argentina. 

For Sydinvest af Nicolaj Jeppesen
Seniorporteføljemanager , Sydbank

Læs også Primærvalg i Argentina rammer højrentelande

Tilbage