Logistikkoncernen DSV, der skal forsøge at genfinde rytmen efter tre børsdage i træk med kursfald, og regnskabsaktuelle Genmab er tirsdag i fokus på et aktiemarked, der ventes at åbne lidt lavere.
Futures indikerer fald på 0,3-0,7 pct. i de tre store amerikanske indeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq. I Europa ser det ikke meget bedre ud med et fald i DAX-futuren på 0,4 pct. og Euro Stoxx 50 på 0,3 pct.
Humøret dalede uden nogen åbenlys forklaring i løbet af natten. Investorernes bekymringer kan dog være udløst af den amerikanske præsident Donald Trumps forhandlinger om fremtidigt våbensalg til Taiwan samt USA's kommende forhandlinger med Iran. Trump advarede sent mandag Iran om konsekvenserne ved ikke at indgå en aftale.
DSV SKAL FORSØGE AT FINDE FODFÆSTE EFTER AI-RELATERET KURSFALD
Logistikkoncernen, der i sidste uge blev ramt af AI-nyhedsstrømmen, har fået anbefalingen af sin aktie løftet til "hold" fra "sælg" hos Morningstar, mens kursmålet stadig er 1580 kr. Det fremgår af Bloomberg News.
Torsdag i sidste uge faldt flere store logistikselskaber på nyheden om, at AI-virksomheden Algorhythm var kommet med et produkt, der angiveligt kan forstyrre den traditionelle speditørbranche. Selvom det er usikkert, hvad det præcis betyder, faldt aktierne, og DSV er nu lukket lavere tre børsdage i træk efter at have sat rekord i 1902,50 kr. onsdag i sidste uge. Mandag blev det til et fald på 3,1 pct. til 1638,00 kr.
- Det er lidt bemærkelsesværdigt, at den falder så meget på noget, som man kan diskutere, om det egentlig er negativt eller positivt for DSV. Der er masser i AI, der også kan gøre DSV mere effektivt, så jeg undrer mig lidt over, at markedet er så skræmt af det. Men der er altså ikke mange, der har udnyttet kursfaldet til at samle aktien op, og det er bemærkelsesværdigt, sagde chefhandler Mads Zink fra Danske Bank mandag til MarketWire.
FORVENTNINGERNE til 2026 ER I FOKUS, NÅR GENMAB KOMMER MED ÅRSREGNSKAB
Opmærksomheden vil koncentrere sig om prognosen for 2026 og kommentarer relateret til Genmabs pipeline, når biotekselskabet kommer med årsregnskab tirsdag eftermiddag.
Selve regnskabet for 2025 vil næppe overraske voldsomt, da Genmabs partnere Johnson & Johnson og Novartis, der står for salget af Genmabs største lægemidler, Darzalex og Kesimpta, allerede har offentliggjort salgstal for perioden. Derfor har analytikere også ret god fornemmelse for, hvordan Genmabs royalties og toplinje lander.
Genmab har i øvrigt netop fået genoptaget sin dækning hos Jefferies med anbefalingen "køb" og et kursmål på 2650 kr., viser data fra Bloomberg News.
Genmab lukkede mandag 1,8 pct. lavere i 1871,00 kr.
KURSMÅLSÆNDRINGER PÅ BLANDT ANDET COLOPLAST, DEMANT OG GN
Medicoselskabet Coloplast har fået sænket sit kursmål til 530 kr. fra 614 kr. hos den schweiziske storbank UBS, mens Demant og GN har fået deres kursmål sat ned af analytikerne hos Royal Bank of Canada.
Royal Bank of Canada har valgt at sætte førstnævntes kursmål ned til 220 kr. fra 250 kr., mens GN's kursmål er reduceret til 100 kr. fra 110 kr.
Coloplast lukkede mandag 2,8 pct. lavere i 475,10 kr., mens Demant steg med 4,1 pct. til 183,4 kr., og GN lukkede 1,2 pct. højere i 99,18 kr.
Endelig har Nordea har fået hævet sit kursmål til 144,49 kr. fra 135,14 kr. hos svenske SEB, mens Vestas' kursmål er løftet til 220 kr. fra 202 kr. af amerikanske Goldman Sachs.
Det viser data fra Bloomberg News.
Nordea lukkede mandag 1,3 pct. højere i 122,95 kr., og Vestas steg 1,5 pct. til 155,95 kr.
TRIFORK LANCERER AI-LØSNING SOM ALTERNATIV TIL INTERNATIONALE LØSNINGER
It-selskabet Trifork er klar med en lokalt forankret dataløsning, der giver virksomheder og myndigheder mulighed for at arbejde med data og kunstig intelligens uden afhængighed af de store internationale udbydere af cloud-løsninger.
Det skal give fuld kontrol over data frem for afhængighed af de efterhånden få teknologikæmper, som sidder på en massiv bid af markedet, skriver Trifork i en pressemeddelelse tirsdag.
Trifork lukkede mandag 0,8 pct. højere i 84,7 kr.
.\\˙ MarketWire