25. nov. 2022 kl. 11:27
31 visninger

Aktier/middag: Rockwool får revanche i rødt C25

En løftet anbefaling sender Rockwool til tops i fredagens handel i et ellers dalende C25-indeks.

Samtidig ligger Mærsks A- og B-aktie højere på trods af ratenyt fra Kina, hvor indekset for spotpriser på containerfragt er faldt endnu en uge og dermed for 24. uge i træk. Derudover sender en sænket anbefaling Carlsberg ned.

- Markedet er roligt og gårsdagens helligdag i USA lægger en dæmper på tingene. Der er ikke de store ting på tegnebrættet, siger Martin Munk, der er senioraktieanalytiker hos Jyske Bank.

C25-indekset ligger ved middagstid 0,2 pct. lavere i 1674,52.

Amerikanerne melder sig på banen igen efter at have fejret thanksgiving og børserne holdt lukket torsdag.

Men det bliver dog kun på halv kraft, da Wall Street lukker tidligt, og mange amerikanere vil gå i butikker for at jagte tilbud på black friday.

Den store udsalgsdag skaber ofte opmærksomhed om detailsektoren, og det er muligt, at eventuelle kursbevægelser kan smitte lidt af på Pandora.

KURSMÅL FOR CARLSBERG OG ROCKWOOL I HVER SIN RETNING

Morgenens fokusaktier tæller Carlsberg og Rockwool, der har været til eftersyn hos nogle af de store børshuse.

Rockwool har fået løftet sit kursmål hos Morgan Stanley med 100 kr. til 1650 kr. Det berettiger stadig til den neutrale anbefaling "ligevægt".

- Rockwool faldt lidt i går under telekonferencen i forbindelse med regnskabet, da takterne var mere forsigtige end analytikerne vurderer, men den kommer lidt tilbage i dag, siger Martin Munk.

Derudover har Svenska Handelsbankens analytikere ifølge det amerikanske nyhedsbureau valgt at løfte anbefalingen for Rockwools aktie til "hold" fra "sælg". Isoleringskæmpen ligger i toppen af det danske marked med en stigning på 2,9 pct. til 1661 kr.

Carlsberg har fået skåret sin anbefaling hos SEB til "hold" fra "køb", og kursmålet er sænket til 980 kr. fra 1180 kr. Det fremgik sent torsdag af data fra Bloomberg News.

Bryggeriaktien falder 0,7 pct. til 899,20 kr. Ud over SEB har amerikanske Bernstein ellers også sendt en Carlsberg-analyse på gaden og har her valgt at hæve sit kursmål med til 1040 kr. fra 980 kr. Anbefalingen hos Bernstein er stadig "outperform".

DANSKE BANK SKRUER KURSMÅL OP FOR JYSKE BANKER

Danske Bank har justeret på kursmålene i opadgående retning for en række banker.

Sydbanks kursmål hæves til 340 kr. fra 330 kr. med en forsat købsanbefaling.

Aktien ligger fladt til 261,20 kr.

Også Jyske Banks kursmål får et nøk op til 490 kr. fra 470 kr. med "køb" som fortsat anbefaling, mens Spar Nord hæves til 120 kr. fra 115 kr. - også her siger Danske Bank forsat "køb".

Aktierne i de to banker stiger henholdsvist 0,2 pct. til 434,10 kr. og 0,2 pct. til 101,20 kr.

PANDORA KAN HÅBE PÅ TRAVLHED

Pandora kan håbe på travlhed i sine butikker fredag, hvor det vanen tro vrimler med tilbud. I smykkekædens amerikanske netbutik reklamerer Pandora med 30 pct. rabat, mens der er 20 pct. rabat på en række varer i den danske netbutik.

Pandora ligger 0,5 højere til 494,50 kr.

A.P. Møller-Mærsks aktionærer kan vanen tro skæve til ratenyt fra Kina, hvor Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden, er faldet for 24. uge i træk.

Med denne uges fald er SCFI nu 73,3 pct. lavere end på samme tidspunkt sidste år. Ugens fald på 5,9 pct. er dog en reduktion i forhold til faldet over de seneste tre uger på 7 til 10 pct. hver eneste uge.

Mærsks B-aktie stiger ikke desto mindre med 0,9 pct. til 15.255 kr.

.\\˙ MarketWire



Ida Kramhøft Jensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet