12. nov. 2025 kl. 08:34
24 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Udsigt til grøn start på dag med mange re...

Der er udsigt til endnu en positiv dag på det danske aktiemarked onsdag efter at troen på en amerikansk genåbning stiger.

Udviklingen vil blive påvirket af regnskaber fra FLSmidth og Unibrew, men også regnskaber fra Schouw, MTH, og Matas kan tiltrække sig fokus.

Amerikanske aktier endte i plus tirsdag - bortset fra det teknologidominerede Nasdaq, der faldt 0,3 pct. Japanske Softbank meddelte tirsdag, at de havde solgt alle deres Nvidia-aktier til omkring 6 mia. dollar og det gav lidt negative vibrationer til teknologi-aktier. I Asien er aktierne onsdag overvejende i plus.

Futures for de tre ledende amerikanske indeks ligger med stigninger på 0,1-0,6 pct. ved 8.15-tiden onsdag, mens den tyske DAX-future, der vanligvis er en god rettesnor for udviklingen i Europa, ligger med et plus på 0,5 pct. på samme tid.

Zealand Pharma og Novo Nordisk gik lodret i vejret tirsdag med henholdsvis 8,7 og 6,4 pct., og det var med til at give optur til C25-indekset for anden dag i træk. Samlet endte C25 med et plus på 2,2 pct. til 1738,72. Det følger mandagens stigning på 1,2 pct.

ISS FÅR KONTRAKT I UK

ISS har indgået en kontrakt i Storbritannien til en årlig værdi omkring 300 mio. kr., meddeler den danske servicekæmpe onsdag morgen.

Aftalen er indgået med det britiske ministerium, Foreign, Commonwealth and Development Office, FCDO. Kontrakten træder i kraft fra andet kvartal 2026 og har en løbetid på fem år med mulighed for forlængelse i yderligere to år.

ISS faldt 1 pct. tirsdag til 209,20 kr.

FLS HER LEVERET REGNSKAB

Ingeniørkoncernen FLSmidth rapporterer for årets tredje kvartal en omsætning på 3453 mio. kr. og et nettooverskud på 298 mio. kr.

Ifølge estimater indsamlet af FLSmidth selv var der blandt analytikerne ventet en omsætning på 3626 mio. kr. og et overskud efter skat på 264 mio. kr.

Kvartalet er det første hele kvartal, siden FLSmidth i slutningen af juni kunne meddele, at koncernens cementaktiviteter var solgt, og at koncernen dermed kan fokusere sin virksomhed på forsyning og servicering af den globale mineindustri.

I tredje kvartal sidste år rapporterede FLSmidths Mining-division en omsætning på 4006 mio. kr.

Det justerede driftsoverskud (EBITA) blev i tredje kvartal 530 mio. kr., mens analytikerne havde ventet et justeret driftsoverskud på 542 mio. kr. mod et plus på 515 mio. kr. i Mining-divisionen i tredje kvartal 2024.

FLS steg 0,3 pct. til 471,20 kr.

ANALYTIKERNYT TIL VESTAS OG ROCKWOOL

Vestas har efter sidste uges regnskab fået løftet sit kursmål til 190 kr. fra 155 kr. hos britiske HSBC, der i samme ombæring gentager anbefalingen "køb". Det viser data fra Bloomberg News.

Tirsdag steg Vestas-aktien 3,5 pct. til 159,45 kr.

Chemometec, der steg 1,6 pct. til 746 kr. har fået indledt dækning med den positive anbefaling "køb" af tyske Berenberg. Kursmålet er sat til 970 kr.

Rockwool faldt 2,8 pct. til 205,85 kr. efter at have leveret regnskab og nedjusteret forventningen til driftsresultatet i 2025 kort før børsens lukketid tirsdag. Finanshuset Citi påpeger, at det lavere driftsoverskud end ventet i tredje kvartal og den sænkede prognose for indtjeningsgraden sandsynligvis vil påvirket estimaterne for 2025 negativt med en midt til høj encifret procentsats.

Efterfølgende har koncernen fået skåret sit kursmål til 220 kr. fra 251 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "hold".

REGNSKABER

Lundbeck valgte at opjustere forventningerne og aflægge regnskab en dag før planlagt. Onsdag er der telekonference i selskabet om resultaterne.

Lundbeck faldt 4,5 pct. tirsdag til 44,38 kr.

Scandinavian Tobacco Group skruer i sit regnskab sent tirsdag ned for forventninger til 2025 til en omsætning på 9,1-9,2 mia. kr. mod før 9,1-9,5 mia. kr. Det var mere eller mindre ventet, at omsætningen ville få et tryk, da tobakskoncernen allerede i regnskabet for det første halve år af 2025 præciserede forventningerne, da valutamodvind fra dollar påvirker.

STG steg i handelen tirsdag 0,9 pct. til 88,10 kr.

MT Højgaard, der tirsdag faldt 0,9 pct. til 428 kr.; Matas der steg 1,7 pct. til 131,80 kr. og Schouw, der steg 1,5 pct. til 605 kr. har inden børstid leveret regnskaber. Der skal bedømmes når handelen går i gang.

Royal Unibrew leverer regnskab for tredje kvartal senere onsdag. Bryggeriet venter for 2025 en omsætningsvækst på 5-6 pct. og en vækst i resultatet af primær drift (EBIT) på 8-12 pct.

Unibrew-aktien steg 3,9 pct. til 522 kr.



.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her