Sydbank hæver sin anbefaling af Bavarian Nordic til "køb" fra "hold" efter "positive signaler" fra selskabet.
Det sker efter, at Bavarian tirsdag annoncerede et aktietilbagekøbsprogram for op til 500 mio. kr.
Aktietilbagekøbsprogrammet sender ifølge Sydbank et "meget positivt signal" fra bestyrelsen til aktionærerne især efter, at overtagelsesforsøget fra de to kapitalfonde Nordic Capital og Permira gik i vasken i starten af november.
Kapitalfondenes joint venture, som Bavarian-ledelsen bakkede op om, opnåede blot 60 pct. tilslutning fra aktionærerne til buddet på 250 kr. per aktie.
Den 11. december har Bavarian indkaldt selskabets aktionærer til et informationsmøde, hvor ledelsen vil give en status på forretningen samt en gennemgang af selskabets strategi, hedder det i den kortfattede beskrivelse af mødets program.
Ifølge Sydbank forsøger bestyrelsen i Bavarian gennem aktietilbagekøbsprogrammet "på den bedste måde" at række ud til aktionærerne inden informationsmødet.
Det vides dog endnu ikke, om denne håndsrækning viser sig at være nok til at bygge bro mellem aktionærerne og bestyrelsen i Bavarian, lyder det fra Sydbank.
Banken ser dog alligevel, at aktietilbagekøbsprogrammet sender et signal om, at Bavarian fastholder sin strategiske retning og vil have udsigt til positiv vækst.
- Vi vurderer fortsat ikke, at værdierne i Bavarian tilnærmelsesvis er indregnet i den nuværende aktiekurs, skriver Sydbank.
Bavarians aktie stiger tirsdag formiddag 3,2 pct. til 193,20 kr.
.\\˙ MarketWire