Danske Bank: Opjusterer forventningerne til 2019 - NY2

Dato: 02. dec. 2019 kl. 17:36
Danske Bank opjusterer forventninger til resultat efter skat for 2019.

Det skyldes, at salget af LR Realkredit forventes at være afsluttet inden årets udgang.

Danske Bank forventer nu et resultat efter skat i midten af spændet på 13-15 mia. kr. mod tidligere i den lave ende af spændet.

Danske Bank og en række andre banker indgik i april aftale om at sælge realkreditinstituttet LR Realkredit til Nykredit Realkredit.

- Salget er i dag blevet godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og Danske Bank forventer, at salget gennemføres inden udgangen af 2019, skriver banken i en meddelelse.

Salget giver en engangsindtægt for Danske Bank på 700-800 mio. kr.

PRÆCISERING FØLGER EN NEDJUSTERING OG EN NEDPRÆCISERING

Danske Bank så indtil den 8. juli et overskud efter skat på 14-16 mia. kr. Men den dag nedjusterede banken til et overskud på 13-15 mia. kr.

Forklaringen var, at "det generelt svage momentum i indtægterne vil fortsætte. Denne udvikling skyldes primært pres på marginalerne og vilkår på de finansielle markeder, som de svage handelsindtægter i andet kvartal viser," lød det fra daværende finansdirektør, Christian Baltzer.

Oveni kom højere omkostninger til compliance og hvidvaskbekæmpelse.

Danske Bank måtte endnu en gang ty til en nedpræcisering til 2019-resultatet. Det skete den 1. november i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal, hvor forventningerne til overskuddet blev nedpræciseret til den lave ende af spændet 13-15 mia. kr.

Men nu bliver banken så reddet af en engangsindtægt for salget af LR Realkredit.

FUNDET FOR LET

Christian Baltzer blev for øvrigt fyret i september, da han blev vejet og fundet for let til den post.

- Vi er i en fase lige nu, hvor vi ikke kun behøver talent. Vi har også brug for erfaring, sagde Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, i et interview med Ritzau Finans.

Christian Baltzer bliver senest til april 2020 erstattet af Stephan Engels, der siden 2012 har været finansdirektør i Commerzbank.

/ritzau/Finans

Tilbage