DFDS/CEO: Ser svag britisk handelsvolumen fortsætte i and...

Dato: 13. aug. 2019 kl. 16:37
Det er primært usikkerheden om Storbritanniens udtrædelse af EU, der skaber mere uro for fremtiden hos rederiet DFDS, og det førte tirsdag morgen til en nedjustering af forventningerne til hele året.

Særligt i slutningen af årets andet kvartal oplevede det danske rederi faldende fragtmængder ind og ud af Storbritannien, og den tendens er fortsat ind i årets tredje kvartal, som dækker over månederne juli, august og september.

- Vi ser et andet halvår, der minder ret meget om første halvår. I hvert fald den situation vi har set de seneste to til tre måneder, som er en nedgang i de britiske handelsvolumener med mellem 5 og 10 pct., siger Torben Carlsen, der er administrerende direktør hos DFDS, til Ritzau Finans.

I årets første halvår voksede omsætningen hos DFDS til 8111 mio. kr. fra 7379 mio. kr. i samme periode året forinden, og dermed opnåede rederiet en omsætningsvækst på næsten 10 pct. i de første seks måneder af 2019.

Ifølge de nye forventninger til hele 2019 regner DFDS dog at slutte året med en samlet omsætningsvækst på mellem 6 til 8 pct., og dermed er der lagt op til en svagere udvikling i årets anden halvdel.

Det skyldes til dels selskabets opkøb af det tyrkiske rederiet U.N. Ro-Ro, som først blev en del af forretningen i juni 2018. Dermed indgår den forretning fuldt ud i tallene for første halvår 2019 - men altså ikke kun i et meget lille omfang i sammenligningstallene for første halvår 2018.

Derudover var lageropbygning forud for den tidligere brexit-deadline også med til at løfte fragtvolumenerne i årets første kvartal.

Flere virksomheder i England og Europa opbyggede nemlig deres lagre forud for brexit-datoen, der tidligere var sat til slutningen af marts. Det var med til at påvirke transportmængderne positivt i årets første kvartal, men det fik den modsatte effekt i andet kvartal.

Ifølge rederiet faldt de totale import- og eksportmængder mellem Storbritannien og resten af Europa henholdsvis 8 pct. og 4 pct. på årsbasis i de første to måneder af andet kvartal, fremgår det af regnskabet.

- Første halvår har også været lidt bedre totalt set, fordi der har været lageropbygning i marts op til den oprindelige exit-dato, men det niveau vi har set de seneste måneder, er det niveau, vi forventer vil fortsætte. Det ligger nede på den forkerte side af 5 pct. på volumenerne, siger Torben Carlsen.

I regnskabet oplyste DFDS også, at der kan være udsigt til en ny runde af lageropbygning i september og oktober i år forud for den nuværende dato for brexit i slutningen af oktober. Det kommer dog sandsynligvis ikke til at være i samme grad, som rederiet oplevede i første kvartal.

- Jeg tror, at det bliver i lidt mindre grad. Dels fordi lagrene er mere fyldte op til julehandlen, end de var i første kvartal. Derfor er der ikke samme mulighed for opbygninger. Samtidig så vi, at da deadlinen blev udskudt til 12. april, at man stoppede med at bygge lagre op, så der har være lidt "fatique" i forhold til det her - også blandt vores kunder, siger Torben Carlsen.

På en telekonference tirsdag formiddag fortalte den administrerende direktør også, at selskabet har arbejdet på at blive bedst muligt forberedt til briternes endelige exit fra EU.

- Vi har hyret nøglepersoner og uddannet en række folk til at hjælpe vores kunder med deklarationer, og vi er i tæt dialog med myndigheder og kunder om, hvordan vi bedst løser opgaverne. Så vi er helt klar til at forfølge mulighederne for, at handlen kan forsætte, samtidig med at vi øger omsætningen fra de nye services, lød det på telekonferencen.

Direktøren understregede desuden, at selskabet vil være forberedt på brexit uanset om resultatet bliver deal eller no-deal.

DFDS venter nu et EBITDA-resultat før særlige poster på 3,5-3,8 mia. kr. og en omsætningsvækst på 6-8 pct. Tidligere ventede selskabet et EBITDA-resultat før særlige poster på 3,8-4,0 mia. kr. og en omsætningsvækst på 10-12 pct.

/ritzau/Finans

Tilbage