Dystre forudsigelser om dansk og global vækst

Visninger: 2331 Dato: 15. apr. 2020 kl. 13:15

Den Internationale Valutafond, IMF, forudser i en ny prognose det største fald i global BNP siden 1930’erne, mens BNP i Danmark vil falde med 6,5 % i 2020.

Den Internationale Valutafond, IMF, kommer med nedslående nyt i en ny prognose. I deres nyeste World Economic Outlook vurderer IMF, at den globale økonomi i 2020 vil skrumpe med 3,0 %, hvilket er den laveste vækst siden depressionen i 1930’erne. Til sammenligning forventede IMF i januar, inden coronavirussen virkelig fik fat, at væksten i 2020 ville ligge på 3,3 %. 

”IMF’s forudsigelser er på næsten alle fronter dyster, men ikke overraskende læsning,” udtaler fondsdirektør Niels Skovvart. ”Forventningen til den danske vækst er justeret ned til - 6,5 % og ligger altså i den dårlige ende af det, Finansministeriet fremlagde den 9. april, hvor forventningen til 2020 lød på en negativ vækst mellem 3 og 6 %. Samtidig er væksten negativ i langt de fleste lande, og IMF forudser en negativ vækst i USA vækst på hele 5,9 %. En global vækst i 2020 på - 3,0 % har gjort og kommer til at gøre ondt.”

Vækst i 2021
I den nye prognose arbejder IMF med flere antagelser for udviklingen i 2020 og tiltag fra centralbanker og regeringer verden over. Blandt andet forventer IMF, at det primært vil være 2. kvartal, som vil blive ramt hårdest i 2020. 

”Når IMF prøver at forudse, hvordan væksten og den globale økonomi vil se ud i 2020 og 2021, tager IMF selvfølgelig en masse forbehold,” forklarer Niels Skovvart. ”Men skal man se på det positive i deres prognose, kan man skimte mod 2021, hvor IMF forventer, at økonomierne rundt om i verden vil se et større turn-around. Her forudser IMF en positiv global vækst på 5,8 %, mens Danmark vil se en vækstrate på 6,0 %.”

Af kommunikationskonsulent Anders Øhrberg Thrane, Sydinvest

Tilbage