ECB/Nykredit: ECB´s nye strategi bliver ingen revolution

Dato: 22. jan. 2020 kl. 12:23
Trods en progressiv direktør for Den Europæiske Centralbank (ECB) så er der ikke de store forventninger til torsdagens pressemøde, når direktør Christine Lagarde fremlægger planerne for den fremtidige strategi for ECB efter bankens rentemøde tidligere på dagen.

Det er vurderingen fra Frederik Engholm, der er chefstrateg ved Nykredit Markets.

- Det er så godt som sikkert, at der ikke er nogen pengepolitiske ændringer at berette om, skriver han i en analyse onsdag.

Han hæfter sig ved, at risikomomenter som handelskrig og brexit er blevet nedtonet over de seneste uger, og det derfor ikke giver anledning til lempelser.

Chefstrategen forventer heller ikke de store ændringer til inflationsmålet, der siden 2003 har lydt på "tæt på, men under 2 pct.", hvor Nykredit anslår et mål på omkring 2 pct., hvis ECB overhovedet foretager ændringer.

Torsdagens møde vil have stor bevågenhed i markedet, men selv om investorerne vil kigge med i spænding, er der sandsynligvis ikke store ændringer at komme efter, lyder det. Christine Lagarde er forholdsvis ny i stolen som topchef for centralbanken. Og hun varslede i december sidste år, at hun ville sætte gang i en ny strategi for banken - den forrige er fra 2003.

- Det foreliggende strategievaluering vil sikkert have mange aspekter, men sandsynligt ende med beskedne ændringer - også selv om centralbanken ikke har ramt sit mål i det meste af det seneste årti. Men en justering af inflationsmålsætningen virker sandsynlig, vurderer Frederik Engholm.

Pressemødet forventes at blive afholdt klokken 14.30 torsdag.

/ritzau/Finans

Tilbage