Er aktiesparekonto noget for dig?

Visninger: 1017 Dato: 28. feb. 2019 kl. 07:55

Aktiesparekontoen er en investeringsmulighed for dig, der ønsker at investere i aktier eller udbyttebetalende aktiefonde helt enkelt.

Fra den 1. januar 2019 har det været muligt at oprette en såkaldt aktiesparekonto. Aktiesparekontoen er en ny type investeringsform, der skal gøre det enklere og mere attraktivt at investere i aktier og aktiebaserede fonde.

Der er to faktorer, der skal gøre aktiesparekontoen attraktiv for dig:

  • Der er mulighed for at slippe billigere i skat
  • Dit pengeinstitut tager sig af skatteindberetningerne

 


Sådan beskattes dine beviser ved anvendelse af en aktiesparekonto
Med en aktiesparekonto skal du betale 17 pct. i afkastskat, og det er en del lavere end de skatteprocenter, du betaler uden for aktiesparekontoen. Her er de gældende satser 27 eller 42 pct., afhængigt af afkastets størrelse. Vær opmærksom på, at afkastet på aktiesparekontoen beskattes efter lagerbeskatningsprincippet. Det betyder, at værdien af dit depot opgøres ved afslutningen af hvert kalenderår, hvorefter evt. beskatning finder sted, uanset om du sælger eller beholder værdipapirerne.

Under menupunktet Investering her på hjemmesiden kan du gå i dybden med, hvordan dine investeringsbeviser beskattes. Her har vi tilføjet aktiesparekontoen i beskrivelsen af afkastbeskatning. Du skal være opmærksom på, at det kun er muligt at investere i udbyttebetalende aktiefonde, hvis du ønsker at investere i investeringsbeviser på din aktiesparekonto.

Af Michael Jessen, Sydinvest, 28. februar 2019.

Tilbage