07. jul. 2021 kl. 10:23
13191 visninger

Er det tid til en korrektion på aktiemarkederne?

Aktiemarkederne fortsatte de store stigninger i 2. kvartal. Vi ser en stadig høj forbrugertillid og fortsat vækst i horisonten, hvilket gavner valueaktier. Men kan aktiemarkedet fortsætte stigningerne?

Aktiemarkederne har haft endnu et stærkt kvartal. Globale aktier steg 6,4 % og er således steget næsten 16 % i løbet af første halvår. Den primære årsag har været en stærk vækst, som har resulteret i en solid indtjeningsfremgang blandt selskaberne. Hertil kommer, at der med de lave renter fortsat er ringe alternativer til aktier, når det gælder placering af sin opsparing.

Faldende amerikanske renter gjorde vækstaktier interessante

Små og mellemstore valueaktier begyndte kvartalet godt, men endte med at halte efter markedet pga. en hård juni måned. En medvirkende faktor var faldende amerikanske renter, som fik investorerne til at efterspørge vækstaktier igen. De faldende renter kan ses som et udtryk for, at investorerne sætter spørgsmålstegn ved, om væksten kan blive meget bedre, end den er i dag. 

I så fald er der grund til at tro, at det prispres, vi har været vidne til over de seneste tre kvartaler, kan være midlertidigt, og at væksten vil aftage til et niveau, hvor de strukturelle vækstaktier igen vil være i høj kurs. Hertil kommer, at der over den seneste måned er opstået usikkerhed om, hvorvidt genåbningen kommer til at køre helt så glat som forventet for blot et par måneder siden. Det skyldes den mere smitsomme Delta-variant, som i øjeblikket spreder sig.

"Økonomierne er fortsat understøttet af en lempelig pengepolitik, og selvom finanspolitiske stimuli aftager en smule herfra, så er forbrugertilliden høj."

Fortsat høj forbrugertillid gavner valueaktier

Der er dog god grund til fortsat at være optimistisk på valueaktier herfra. For det første er der ikke meget, som tyder på, at væksten aftager nævneværdigt over de kommende måneder. Økonomierne er fortsat understøttet af en lempelig pengepolitik, og selvom finanspolitiske stimuli aftager en smule herfra, så er forbrugertilliden høj. Samtidig har forbrugerne en meget høj opsparing, som de kan bruge, når samfundet for alvor åbner op. 

Hvad angår Delta-varianten, så ser de eksisterende vacciner ud til at være effektive mod den, og til trods for en opblusning af nye smittetilfælde, så tyder det foreløbigt på, at det ikke medfører et boom i hverken dødsfald eller hospitalsindlæggelser. Endelig er det gældende, at valueaktier fortsat leverer stærk indtjeningsfremgang, og at de ser billige ud sammenlignet med især vækstaktier.

Er investorerne for optimistiske?

Udover en midlertidig genopblusning af coronavirus, så tror vi stadigvæk på, at den største risiko for aktier fremadrettet er den optimistiske stemning og værdiansættelsen. Alle investorer synes at være super positive på aktier, mange er fuldt investerede, og overordnet set er aktiemarkedet historisk dyrt. Sandsynligheden for en korrektion over de kommende måneder er af disse grunde tiltagende. Når det er sagt, er der fortsat ringe alternativer til aktier, og den monetære og fiskale understøttelse er stor. Så devisen om, at enhver korrektion er en købsmulighed, holder fortsat. 

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

2,9
Baseret på 48 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig