01. dec. 2023 kl. 17:49
257 visninger

Europa/lukning: Mineaktier i hopla efter kinesisk nyt sik...

Med råvaresektoren i front som reaktion på kinesisk begejstring sikrede de europæiske aktier fredag klart positiv slutning på aktieugen og start på december.

Dermed blev det også til den tredje positive uge i træk for det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks.

Fredag var det i særlig grad råvare- og mineaktierne, der trak for.

Samlet steg sektoren under Stoxx 600-indekset med 4,2 pct. som reaktion på, at et nøgletal natten til fredag viste tegn på, at aktiviteten i den kinesiske industrisektor igen steg i november.

Kina er verdens største aftager af en bred vifte af råvarer, og derfor er positive tegn fra industrien i verdens næststørste økonomi også alt andet lige godt nyt for mine- og råvaresektoren.

Blandt enkeltaktierne var der plusser på 7,5 pct. til 2302 pence for Anglo American og 5,8 pct. til 1490,50 pence for Antofagasta.

Rio Tinto steg med 3,7 pct. til 5596 pence, og råvarehandleren Glencore gik 3,6 pct. frem til 457,75 pence.

Alle fire er børsnoteret i London, hvor det toneangivende FTSE 100-indeks da også steg med 1,0 pct. fredag.

Positive tegn var der også i Tyskland, hvor DAX-indekset steg med 1,1 pct. - trukket op af primært ejendoms- og byggeaktierne - og i Paris, hvor CAC 40-indekset steg med 0,5 pct.

Samlet steg Stoxx 600-indekset med 1,0 pct.

Den positive udvikling blandt aktierne kommer, efter at denne uge igen har budt på flere tegn på, at inflationen for alvor er på vej ned.

Torsdag viste et forbrugerprisestimat fra Eurostat, at inflationen i november var på 2,4 pct. i eurozonen - et fald fra 2,9 pct. måneden før og klart lavere end ventet blandt økonomerne, som ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde sigtet efter 2,7 pct.

Det har ifølge nyhedsbureauet Reuters fået den amerikanske storbank Goldman Sachs til nu at forvente, at den første rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) nu vil falde i andet kvartal næste år.

Inden inflationstallene var forventningen tredje kvartal.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her