Europa/lukning: Britisk detailkæmpe toppede helt grønne m...

Dato: 20. maj. 2020 kl. 17:51
Efter længere tids dansen rundt om udgangspunktet stak de europæiske aktier i samlet flok af ud på eftermiddagen onsdag, og så endte det med pæne stigninger til langt størstedelen af de toneangivende indeks på kontinentet.

Igen virkede investorerne overbeviste om, at genåbningerne rundt omkring i Europa kører godt, så der hurtigt kan komme gang i økonomien igen, og den fransk-tyske aftale om en stor fælles støttefond hjalp også på humøret.

I London steg FTSE 100-indekset 1,2 pct., det franske CAC 40 gik 0,9 pct. frem, og det tyske DAX-indeks steg 1,5 pct.

Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks tog et hop på godt 1 pct.

- Investorerne spiller et afventede spil. Årsagen er, at vi gerne vil se, hvordan udgangen fra nedlukningerne skrider frem, og hvor hurtigt hver enkelt økonomi kommer igen, siger Edmund Shing, der er global chef for aktiederivater hos BNP Paribas, til nyhedsbureauet Reuters.

Blandt enkeltaktierne faldt den britiske detailkæmpe Marks & Spencer i øjnene.

Selskabet løftede sløret for, at handlen i de seks uger frem til den 9. maj var bedre end selskabets eget Covid-19-scenarie, og at særligt onlinehandel og fødevarer har klaret sig godt.

Ifølge det amerikanske finanshus Morgan Stanley bør man i øvrigt ikke være bekymret for Marks & Spencers balance eller likviditet, der ser ganske fornuftig og modstandsdygtig ud.

Aktien steg med 11 pct. til 95,24 pence på børsen i London.

/ritzau/Finans

Tilbage

Ny investeringsmulighed med lav volatilitet

Sydinvest lancerer den 11. maj 2020 en ny global aktiefond, der investerer i aktier med lav volatilitet.

Læs mere her