17. mar. 2023 kl. 17:52
197 visninger

Europa/lukning: Credit Suisse igen i bunden af rødt marked

Credit Suisse var igen i bunden af det europæiske aktiemarked fredag, hvor aktien tog sit niende dyk ud af de seneste ti handelsdage.

Aktien endte dermed sidst i det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks, som samlet faldt 1,2 pct. Bankaktien faldt 8 pct.

Credit Suisse var i vælten gennem hele denne uge, hvor hele banksektoren blev kastet ud i et stormvejr oven på krakket i to amerikanske banker, der har rystet tilliden til den finansielle stabilitet.

Det har skabt store udsving for Credit Suisse, der igen fredag sank til bunds efter et kortvarigt pusterum, der blev skabt af en redningskrans fra den schweiziske centralbank, SVB, sent onsdag.

Faldet fredag vidner om, at investorerne endnu ikke er overbeviste om bankens holdbarhed - selv efter at den schweiziske centralbank gav tilsagn om et lån på op mod 50 mia. schweizerfranc. Det var torsdag med til at sende aktien op med knap 20 pct.

Det øger heller ikke investorernes tillid, at kreditvurderingsbureauet Morningstar torsdag sænkede sin vurdering af Credit Suisse til "BBB".

Foruden lånegarantien fra centralbanken arbejder myndighederne også på muligheden for en fusion mellem Credit Suisse og UBS. Begge banker har dog ifølge Bloomberg News modsat sig den løsning.

På de øvrige europæiske markeder kunne der noteres et fald på 1,0 pct. i det britiske FTSE 100-indeks, og samtidig faldt det tyske DAX-indeks 1,3 pct. CAC 40 i Paris tog et dyk på 1,4 pct.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet