25. jan. 2023 kl. 17:51
68 visninger

Europa/lukning: Dansk trio fik Stoxx 600 til at vakle

Kursfaldene fik tag i de europæiske aktiemarkeder onsdag, hvor især danske aktier gjorde en særdeles skidt figur.

Hele tre af de fire største fald blandt Europa Stoxx 600-medlemmerne gik til danske eliteaktier. Selve Stoxx 600-indekset lukkede 0,3 pct. lavere.

Danske Netcompany var i særklasse den helt store taber. It-koncernen dykkede over 21 pct. i kølvandet af sit årsregnskab, der især skuffede med en afdæmpet prognose for overskudsgraden i år.

Også Ambu og A.P. Møller-Mærsk var på taberholdet og faldt henholdsvis næsten 8 pct. og over 6 pct. For Ambu var det en negativ analytikeranbefaling, der gjorde udslaget, mens Mærsk dykkede, umiddelbart efter at rederiet meddelte, at det afslutter samarbejdet i 2M-alliancen med schweiziske MSC fra januar 2025.

I flybranchen samlede investorerne til gengæld op onsdag, hvor lavprisselskaber som Easyjet og Ryanair lettede henholdsvis 9,5 pct. og 2,3 pct. Interessen skyldtes, at Easyjet annoncerede flere gode nyheder i sit regnskab for første kvartal af 2022/23.

Blandt andet har Easyjet ifølge Bloomberg solgt masser af billetter til afgange i andet kvartal og til sommer, og selskabet regner nu også med at slå markedets forventninger til hele regnskabsåret om et overskud før skat på 126 mio. pund.

Lufthansa haltede noget efter og faldt 0,2 pct. Alle passagerfly blev onsdag aflyst fra Berlin Brandenburg-lufthavnen på grund af en strejke blandt lufthavnens personale.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet