ECB-medlem: Vi må være tålmodige og vedholdende

12. oktober 2017 - 17:40

Den økonomiske vækst og prisstigningerne følges fortsat ikke ad i eurozonen, og Den Europæiske Centralbank (ECB) bør fortsat være tålmodig og vedholdende.

Det var nogle af hovedbudskaberne, da Peter Praet, der er medlem af centralbankens direktion, gik på talerstolen i Washington torsdag eftermiddag dansk tid.

Ifølge Bloomberg News sagde direktionsmedlemmet, at det underliggende inflationstryk fortsat udvikler sig for svagt, og at prisudviklingen endnu ikke har formået at vise overbevisende tegn på en vedvarende opadgående trend.

- Vi oplever utvivlsomt et solidt, bredt og robust økonomisk opsving, der bidrager til at mindske udfordringerne med hensyn til produktion og arbejdsløsheden. Men der synes stadig at være et misforhold mellem vækst og inflation, siger Peter Praet.

Den Europæiske Centralbank har fastsat et mål om et inflationsniveau tæt på, men under 2 pct. på årsbasis. I september steg forbrugerpriserne i eurozonen 1,5 pct. på månedsbasis, og det var en smule under stigningstakten på 1,6 pct., der var ventet blandt økonomerne ifølge Bloomberg News.

I talen sagde Peter Praet desuden, at centralbanken endnu ikke har gennemført sin mission.

- Så vi må være tålmodige og vedholdende, siger han.

- Basisscenariet for fremtidig inflation er fortsat betinget af at lette finansieringsbetingelserne, hvilket i høj grad afhænger af pengepolitikkens støtte, fortsætter han senere i talen.

Ifølge Bloomberg News fortæller ECB-medlemmet desuden, at centralbankens styrelsesråd vil tilpasse dets pengepolitiske instrumenter efter, hvad der fortsat er nødvendigt for at sikre en "vedvarende tilpasning af inflationsudviklingen," så det når målet.

Styrelsesrådet mødes næste gang til rentemøde den 26. oktober i Frankfurt.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 38  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.