Europa/aktier: Vodafone trodser sur markedsstemning

14-11-2017 13:24:00

Det europæiske aktiemarked er præget af mindre fald tirsdag, hvor britiske Vodafone er i fokus efter en opjustering af forventningerne til 2017.

Stoxx 600-indekset falder 0,3 pct., og der er mindre kursfald i alle de store indeks i Europa med undtagelse af Storbritannien.

- Markederne er nået ganske langt, og det er formentlig berettiget med en pause, selv om vi ikke ser det som en vending. De fundamentale forhold er fortsat ganske pæne, hvad angår global vækst, og vi vil købe op, hvis der kommer et markant dyk i markedet, siger Ronan Carr, der er strateg for europæiske aktier hos Bank of America Merrill-Lynch, til Reuters.

Vodafone har offentliggjort et regnskab for andet kvartal, der var krydret med en opjustering af forventningerne til regnskabsåret, så teleselskabet nu sigter efter en vækst på 10 pct. i driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger (EBITDA) mod tidligere 4 til 8 pct. Aktien stiger 5 pct.

Franske Alstom, der blandt andet producerer tog, har også en god børsdag med en stigning på 3,9 pct.

Selskabet har været på banen med regnskab for første halvår, og her var blandt andet ordreindgangen omkring 12 pct. bedre end analytikerforventningerne. Desuden overraskede overskudsgraden positivt, da den landede på 6,2 pct. mod ventet 6 pct.

Helt øverst i Stoxx 600-indekset troner det danske softwareselskab Simcorp, der ifølge ABG Sundal Collier leverede bedre end ventet indtjening i tredje kvartal. Aktien stiger små 10 pct.

I bunden er det franske teleselskab Altice under pres efter en negativ analyse fra den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, der ifølge Bloomberg ser driftsoverskuddet dykke frem til 2019 - blandt andet som følge af intens konkurrence på hjemmemarkedet i Frankrig. Aktien falder 6,7 pct.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 38  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.