KORR: IC Group/CEO: Resultat i tråd med forventningerne - NY

14-11-2017 09:53:00

(13,2 mio. kr. rettet til 30 mio. kr. i sidste citat)

Trods en lavere omsætning formåede modekoncernen IC Group at løfte bundlinjen i første kvartal, og resultatet er tilfredsstillende og på linje med selskabets forventninger.

Det vurderer Alexander Martensen-Larsen, administrerende direktør i IC Group, oven på modekoncernens regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/2018, der er fremlagt tirsdag morgen.

- Vi er tilfreds med første kvartal, som er fuldstændig i tråd med vores forventninger.

- Hvis vi korrigerer for den timing, som ofte er i vores forretning, så glæder vi os over et stærkt resultat for Peak Performance - både på toplinjen og bruttomarginer, siger Alexander Martensen-Larsen.

IC Group, der blandt andet står bag tøjmærkerne Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger, havde i kvartalet en nettoomsætning på 810 mio. kr., hvilket er et fald fra 851 mio. kr. i samme kvartal året før.

- Vi har en kendt engrostilbagegang særligt på Tiger of Sweden, men også på By Malene Birger, og derfor flugter tilbagegangen også med vores udmeldte forventninger, siger Alexander Martensen-Larsen.

Kapacitetsomkostningerne faldt dog med 10 mio. kr. til 332 mio. kr., og det var medvirkende til, at bundlinjen blev løftet til 113 mio. kr. fra tidligere 105 mio. kr.

- Det skyldes en højere bruttomargin hos Peak Performance samt omkostningsbesparelser, der primært kommer fra den omstrukturering af koncernen, som vi lavede sidste forår, forklarer den administrerende direktør.

Modekoncernens bruttomargin steg til 58,3 pct. fra tidligere 56,1 pct., mens EBIT. mar 2017ginen steg til 17,3 pct. fra 15,9 pct.

TIMING I FORRETNINGEN

Nettoomsætningen i Peak Performance faldt marginalt i første kvartal med 0,6 pct. til 346 mio. kr., men det er ifølge den administrerende direktør en afrunding, som man dårligt kan betegne som en tilbagegang.

- Derudover har vi ofte timing i vores forretning, så vi ved, hvad der ligger af ordrer, men vores ordreudlevering følger desværre ikke nødvendigvis vores finansår, og derfor korrigerer vi og oplyser timing, når det er væsentligt.

- Hvis man vil have et retvisende billede af den underliggende performance, skal man korrigere med 30 mio. kr. i år, og så når man en vækst på 4,2 pct. i lokal valuta, som er et godt resultat, vi er tilfredse med, forklarer Alexander Martensen-Larsen.

Resultatet af primær drift i Peak Performance steg til 72 mio. kr. fra 62 mio. kr.

I IC Groups to andre kernemærker, Tiger of Sweden og By Malene Birger, var der også tale om en omsætningstilbagegang.

Tiger of Swedens omsætning gik tilbage med 8 pct. til 266 mio. kr., mens resultatet af primær drift faldt til 47 mio. kr. fra tidligere 55 mio. kr.

By Malene Birger registrerede et fald på 3 pct. i omsætningen til 96 mio. kr., men fordoblede sit resultat af primær drift til 8 mio. kr. som følge af en højere bruttomargin.

Modekoncernen fastholder sine forventninger til regnskabsåret om en mindre omsætningstilbagegang i forhold til regnskabsåret 2016/17 samt en EBIT. mar 2017gin på cirka 5 pct.

IC Group-aktien stiger med 2,1 pct. til 149 kr. efter regnskabet offentliggørelse.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 38  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.