Rockwool OPTAKT Q3 15/11: Succes med højere priser kan lø...

14-11-2017 11:19:00

Et fornuftigt regnskab kan måske krydres med en lille opjustering fra Rockwool, når den danske isoleringsvirksomhed onsdag morgen fremlægger resultater for tredje kvartal.

Sådan lyder vurderingen hos flere analytikere, som blandt andet begrunder deres optimisme med, at flere af selskabets konkurrenter har vist gode takter med deres kvartalsrapporter.

Oveni ser markedet ud til at acceptere de højere salgspriser, som Rockwool og andre producenter har forsøgt at implementere for at kompensere for kraftige prisstigninger på de råvarer, som selskaberne bruger til at fremstille deres isoleringsprodukter.

- Kvartalsregnskaberne fra nogle af de nærmeste konkurrenter peger alle mod solid volumenvækst og tyder på, at brede prisstigninger er blevet accepteret af distributionskanalen og slutkunderne, skriver Claus Almer, der er senioranalytiker hos Nordea, i en analyse.

Han forventer, at Rockwool i tredje kvartal vil realisere en omsætning på 608 mio. euro, svarende til en stigning på 6 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. Derudover ser han en vækst i driftsresultatet (EBIT) på 17 pct. på årsbasis, hvilket vil give en driftsindtjening på 79 mio. euro.

I Sydbank er aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen knap så optimistisk på vegne af væksten i driftsoverskuddet, da han blot forventer et driftsresultat på 70 mio. euro.

- Vi vurderer, at stigende priser på råvarer igen vil presse lønsomheden i tredje kvartal, men i mindre grad sammenlignet med andet kvartal 2017. Rockwool har sendt de stigende inputpriser videre til kunderne i form af prisstigninger på isoleringsmaterialerne.

- Timingen imellem stigningen i råvarepriserne og prisen på produkterne bør have indsnævret sig yderligere, hvilket alt andet lige løfter lønsomheden. Kombineret med god omkostningskontrol modellerer vi en overskudsgrad på 11,6 pct. i tredje kvartal 2017, skriver Mikkel Emil Jensen i en analyse.

Til sammenligning regner Claus Almer i Nordea med en overskudsgrad på 12,9 pct., efter at Rockwool i sidste års tredje kvartal omdannede 11,8 pct. af omsætningen til driftsindtjening.

STØRSTE MARKED VENTES AT VISE VÆKST

Begge analytikere forventer i øvrigt en positiv udvikling på de fleste af Rockwools nøglemarkeder, hvor Vesteuropa er det klart største - i tredje kvartal af 2016 omsatte det for 330,9 mio. euro, hvilket var godt tre fjerdedele af den samlede omsætning.

- Vi forventer en moderat salgsfremgang i Europa i tredje kvartal 2017, skriver Mikkel Emil Jensen fra Sydbank og uddyber:

- Vi forventer, at fremgangen især vil være drevet af bedringen i de generelle byggekonjunkturer i blandt andet dele af Skandinavien, Frankrig og Tyskland. Vi imødeser kommentarer om udviklingen i netop Frankrig og Tyskland - herunder udviklingen indenfor henholdsvis nybygnings- og renoveringssegmentet.

Inden offentliggørelsen af onsdagens kvartalsregnskab forventer Rockwool for hele 2017 en salgsvækst på 5 til 7 pct. i lokal valuta og et driftsoverskud på lidt over 10 pct.

Claus Almer fra Nordea ser det som sandsynligt, at forventningen til driftsoverskuddet skrues lidt op.

- Ledelsen indikerede dette efter præsentationen af resultaterne for andet kvartal, alt efter hvor godt det gik med at introducere prisstigninger for at kompensere for højere priser på råvareindkøb, skriver Claus Almer.

Også Mikkel Emil Jensen ser en mulighed for, at Rockwools forventning til driftsoverskuddet kan sættes lidt op.

- En mindre opjustering kan komme på tale i form af en retorisk ændring af lønsomhedsprognosen til "over 10 pct." fra "lidt over 10 pct.", skriver han.

Rockwools regnskab for tredje kvartal bliver offentliggjort onsdag klokken 08.30.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 38  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.