Valuta: Dollar svækket af afdæmpede inflationstal

11. august 2017 - 16:15

Dollar er fredag eftermiddag blevet svækket, efter at inflationstal har dæmpet forventningerne til kommende pengepolitiske stramninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

De amerikanske forbrugerpriser viste sig blot at være steget med 0,1 pct. i juli i forhold til måneden før mod en forventning på 0,2 pct. ifølge Bloomberg News. Det reagerede valutamarkedet prompte på.

- Det dæmper forventningerne til yderligere renteforhøjelser i USA, og det svækker dermed dollar, konstaterer Niels Christensen, der er valutastrateg i Nordea.

- Vi har jo gået i lang tid og ventet på en højere inflation i USA, som kan retfærdiggøre en strammere pengepolitik og højere renter, men det lader vente på sig. Jeg tror, det er den femte inflationsrapport i træk, der ikke lever op til forventningerne, siger Niels Christensen.

Efter inflationstallene går der 1,1800 dollar på en euro mod 1,1760 forud for.

- Der er to effekter, som gør sig gældende for dollar i øjeblikket - de økonomiske nøgletal og risikoaversion på grund af situationen med Nordkorea. Risikoaversion styrker traditionelt dollar, mens nøgletallene gør det modsatte, og effekten af nøgletallene har været lidt stærkere her og nu, siger Niels Christensen.

Dagens nøgletal har ikke ændret på, hvornår han regner med, at centralbanken vil foretage sin tredje rentejustering i år, som er den femte i denne cyklus.

- Vi er stadig afventende og regner først med, Fed kommer med en renteforhøjelse i december, men vi regner med, at de ved næste møde i september vil lægge sig fast på, at de begynder at reducere balancen fra fjerde kvartal, siger Niels Christensen.

/ritzau/Finans

Tilbage


Markeds- og finansnyhederne på Sydinvest.dk
Sydinvest er blandt Danmarks største investeringsforeninger. Hos Sydinvest overvåger vi værdipapirmarkederne verden over via nyheder fra finansmarkederne. Sydinvest tilbyder 38  forskellige afdelinger, der dækker de fleste investorers behov. Sydinvest gruppen har over 75.000  investorer, der tilsammen har investeret en formue på 52  milliarder kroner. Vil du vide mere om investering i aktier, obligationer og værdipapirer, er du velkommen til at kontakte Sydinvest.
Sydinvest garanterer ikke for, at indholdet af materialet er korrekt og fyldestgørende. Sydinvest påtager sig ikke noget ansvar i forhold til dispositioner, der er foretaget i tillid til ovenstående nyheder, og investorer opfordres til at søge professionel rådgivning forud for enhver værdipapirinvestering.