Forbrugertillidens betydning

Visninger: 4640 Dato: 29. apr. 2020 kl. 10:10

Forbrugertilliden er et termometer på forbrugernes tillid til den økonomiske situation. Og lige nu ser den danske forbrugertillid meget mørk ud. Men hvilken betydning har den, og hvordan er tilliden lige nu rundt om i verden?

De danske forbrugere er ramt hårdt af usikkerheden pga. coronavirussen. Det ses tydeligt i forbrugertilliden for april, som faldt til -11,9 i april fra 0,4 i marts. Det er det største fald på en enkelt måned de seneste 20 år, og det nye niveau er det laveste siden Finanskrisen i 2008 (se figur 1). 

Siden sommeren 2013 har forbrugerne ellers haft et næsten ubrudt positivt syn på økonomien, hvilket den delvise nedlukning af Danmark hurtigt fik bugt med. Usikkerhed om økonomien, udsigten til flere konkurser og en stigende arbejdsløshed fik forbrugerne til at se dystert på den økonomiske situation.

Figur 1: Dansk forbrugertillid i perioden april 2000 – 2020

Kollaps i forbrugertilliden over hele kloden 
Danmark er dog kun en lille brik i et stort puslespil. 

I eurozonen styrtdykkede forbrugertilliden til minus 22,7 i april mod en indeksværdi på minus 11,6 i marts og minus 6,6 i februar. I går kom så de nyeste tal for den amerikanske forbrugertillid, og de viste det hurtigste fald siden 1973. Også i USA skyldes faldet konsekvenserne af virusudbruddet, der på fem uger har kastet 26 millioner amerikanere ud i arbejdsløshed. Forbrugertilliden er dog på nuværende tidspunkt et stykke fra lavpunktet fra finanskrisen.

Læs om IMF's dystre forudsigelser om dansk og global vækst her

Det skal nævnes, at indekset for forbrugertilliden ikke udregnes ens på tværs af lande og regioner, så tallene ikke er direkte sammenlignelige.

Figur 2: Forbrugertillid i USA siden april 2018

Hvorfor er forbrugertilliden interessant?
Der laves forbrugertillidsundersøgelser for de fleste økonomier i verden, enten på lande eller på geografiske områder. Forbrugertilliden indikerer, om befolkningen har et negativt, neutralt eller positivt syn på deres egen økonomi og på økonomien i samfundet som helhed. 

Det kan godt være, at forbrugertillid ikke lyder vildt spændende for alle, men det har en stor betydning for økonomien. Er forbrugertilliden negativ som nu, betyder det, at forbrugerne holder på pengene, og derfor kommer der færre penge ud at arbejde i samfundet. Resultatet kan blive en økonomisk lavkonjunktur, som vi fx så under kartoffelkuren. Det modsatte scenarie er en høj forbrugertillid, hvilket kan få forbrugerne til at bruge flere penge. Det bidrager til at skabe vækst og fremgang i økonomien, men kan også resultere i en overophedning af økonomien.

Hård vurdering af fremtiden
Ser man på forbrugertilliden lige nu, fælder forbrugerne en hård dom over den økonomiske tilstand i verden. Derfor har centralbanker og regeringer fra hele verden fokus på at søsætte hjælpepakker, der kan holde en hånd under økonomierne og give forbrugerne lidt tillid tilbage til fremtiden. Læs hvordan hjælpepakkerne har holdt hånden under internationale obligationer

af kommunikationskonsulent Anders Øhrberg Thrane, Sydinvest

Tilbage