Forventninger
til HøjrenteLande

Visninger: 538 Dato: 02. apr. 2019 kl. 15:05

2019 er startet for fuld udblæsning, tempoet vil være lavere resten af året.

Emerging Markets-obligationer og Emerging Markets-valutaer er startet året med høje afkast, efter at den amerikanske centralbank vendte på en tallerken.

Så sent som i december 2018 hævede den amerikanske centralbank, Fed, styringsrenten, men mødet var knap nok overstået, før de første bløde meldinger fra Fed begyndte at komme, og det nye år var knap i gang, før der for alvor kom kød på meldingerne. Da vi nåede til årets første rentemøde i slutningen af januar, havde Fed vendt på en tallerken og lagde ikke længere op til højere renter. Det blev cementeret ved mødet i marts, hvor der også blev meldt ud, at reduceringen af bankens obligationsbeholdning ville blive indstillet tidligere end forventet. Udover Fed har også Den Europæiske Centralbank blødt op i retorikken.

Den blødere retorik er positivt for Emerging Markets-obligationer og Emerging Markets-valuta. Det har vist sig i afkastet for 1. kvartal.

Derfor er spørgsmålet også, om der er mere tilbage at komme efter?
Det mener vi, at der er, men vi må også erkende, at tempoet i resten af året ikke vil blive så højt som i 1. kvartal. Den positive effekt fra de blødere centralbanker vil vare ved noget tid endnu, men der er stadig risici knyttet til Emerging Markets.

En svag økonomisk vækst i Europa og Kina giver modvind. Især usikkerheden relateret til, hvor meget den kinesiske økonomi gået ned i tempo, vejer på markedet. Derudover er risikoen for en fuld handelskrig mellem USA og Kina også stadig intakt, selvom landene langsomt nærmer sig hinanden.

Dertil kommer de landespecifikke historier. I Argentina er risikoen ved efterårets parlamentsvalg allerede ved at snige sig ind i kurserne, mens det i Tyrkiet er fald i valutareserven, lokalvalg og en svag økonomi, som rammer.

Alt i alt ser vi forholdsvis positivt på aktivklassen, men markedet har med det høje afkast i 1. kvartal også taget forskud på glæderne.

Læs mere om Sydinvest HøjrenteLande
Læs mere om Sydinvest HøjrenteLande Mix
Læs mere om Sydinvest HøjrenteLande Valuta
Læs mere om Sydinvest HøjrenteLande Lokal Valuta
Læs mere om Sydinvest HøjrenteLande Korte Obligationer

Af senioranalytiker Hans Christian Bachmann for Sydinvest den 2. april 2019.

Tilbage