Fredagens obligationer: Rentehop på ugens sidste handelsdag

Dato: 31. jul. 2020 kl. 17:00
Efter et lille rentefald ved åbningen af det danske obligationsmarked fredag, steg renten i eftermiddagens løb. Den samme tendens sås i Tyskland og Frankrig.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i underkanten af minus 0,39 pct., hvilket var 4 basispoint højere end ved lukketid torsdag. I forhold til sidste fredag er der tale om et rentefald fra minus 0,33 pct.

Der var en håndfuld nøgletal i fredagens løb, herunder BNP-rapporter for andet kvartal fra eurozonen, der landede kl. 11. Sammen med inflationstal fra samme sted var de det primære, indtil eftermiddagens USA-tal.

EURO BNP SOM VENTET

Den økonomiske vækst i eurozonen var 12,1 pct. lavere i andet kvartal i forhold til kvartalet før. Det viste en opgørelse fra Eurostat. Væksten i bruttonationalproduktet var negativ med 15 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Ifølge Bloomberg News var der ventet fald på henholdsvis 12,1 pct. og 14,5 pct.

Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 0,4 pct. i juli i forhold til den tilsvarende måned året før. Det viste det første estimat over udviklingen fra EU´s statistikbureau. Det var uventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigningstakt på 0,2 pct. mod 0,3 pct. måneden for.

FOKUS PÅ FED´s INFLATIONSMÅL

Eftermiddagens statistikker fra USA omfattede personlig indkomst og privatforbrug, mens dagens vigtigste tal var PCE-kerneprisdeflator, der er Federal Reserves fortrukne inflationsindikator.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 0,9 pct. på årsbasis i juni, mens priserne steg med 0,2 pct. i forhold til måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en fremgang på 1,0 pct. på årsbasis og 0,2 pct. på månedsbasis.

Dagen - og juli måned - blev sluttet af nøgletalsmæssigt med den endelige opgørelse af Michigan-tillidsindekset for juli, der skuffede lidt. Forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan landede i den endelige udgave for juni på 72,5. Den foreløbige havde vist et indeks på 73,2. Analytikerne havde ventet et endeligt resultat på indeks 72,9 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

/ritzau/Finans

Tilbage

Danske investorer holdt hovedet koldt

De danske investorer undlod i stor udstrækning at blive grebet af panik under coronakrisen, viser undersøgelse.

Læs mere her