16. okt. 2020 kl. 17:11
76 visninger

Fredagens obligationer: Renten byggede videre på samlet u...

Fredagen sluttede med et lille rentefald på det danske obligationsmarked, efter at investorerne fik nyt om både forbrugerpriserne i eurozonen og detailsalget i USA.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt knap 1 basispoint til minus 0,51 pct. Dermed faldt renten med i alt 8 basispoint i løbet af ugen.

Den endelige opgørelse over forbrugerpriserne i eurozonen viste, at forbrugerpriserne faldt 0,3 pct. i september på årsbasis. Det var helt, som økonomerne havde ventet ifølge Bloomberg News.

Fra USA kom der i løbet af eftermiddagen nyt om udviklingen i detailsalget, der står for en stor bid af det samlede bruttonationalprodukt.

Det viste sig at være en positiv overraskelse, da detailsalget steg med 1,9 pct. på månedsbasis i september. Økonomerne havde til sammenligning sat næsen op efter en fremgang på 0,8 pct.

- Det er langt bedre, end man kunne have frygtet, da de mange millioner arbejdsløse amerikanere i øjeblikket sidder og venter på en ny økonomisk hjælpepakke, som tilsyneladende hænger uhjælpeligt fast i den amerikanske kongres, vurderer Søren V. Kristensen, der er cheføkonom hos Sydbank.

Eftermiddagen bød også på nyt om industriproduktionen i USA, der skuffede med et fald på 0,6 pct. i september.

/ritzau/Finans

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet