Genmab Q2: Dollar-medvind sikrer opjustering af forventni...

Dato: 15. aug. 2019 kl. 06:35
Genmab overraskede positivt i andet kvartal målt på omsætningen, mens overskuddet ramte under forventningerne efter et fald i kvartalet.

Genmabs samlede omsætning landede på 773,9 mio. kr. mod estimeret 734 mio. kr. blandt analytikere, som Bloomberg News har estimater fra. I samme periode sidste år var omsætningen 510 mio kr.

Driftsresultatet (EBIT) landede på 137,2 mio. kr. mod 135 mio. kr. i samme periode sidste år. I årets andet kvartal voksede driftsomkostningerne til 636,7 mio. kr. fra 374,6 mio. kr. i samme periode af 2019.

Endelig viste bundlinjen et plus på 84,9 mio. kr. mod ventet 105 mio. kr. og et overskud på 260,5 mio. kr. sidste år.

Omsætningen består af 667 mio. kr. i royalties fra Janssens salg af kræftmidlet Darzalex samt 6 mio. kr. fra Novartis´ salg af kræftmidlet Arzerra.

Dertil kommer milepælsbetalinger på 20 mio. kr. og refusion af forsknings- og udviklingsomkostninger på samlet 81 mio. kr.

Den type betalinger løb dermed op i 101 mio. kr. i andet kvartal i år, mens milepælsbetalinger, licensindtægter og refusion løb op i samlet set 119 mio. kr. i samme periode sidste år.

DOLLARKURS SIKRER OPJUSTERING

Genmab opjusterer forventningerne til 2019. Selskabet venter nu en omsætning på 4800 mio. kr. og et driftsoverskud på 2050 mio. kr. Opjusteringen er drevet af en positive effekter fra udviklingen i den amerikanske dollar.

Tidligere ventede Genmab en omsætning på 4600 mio. kr. og et driftsoverskud på 2000 mio. kr.

Det er blandt andet højere royalties fra partneren Janssens salg af kræftmidlet Darzalex, der trækker forventningerne op, oplyser Genmab.

Royalties fra Darzalex er baseret på et salg på 3 mia. dollar. Det vil give Genmab en royaltyindtægt på omkring 2885 mio. kr. mod tidligere estimeret 2685 mio. kr.

De 200 mio. kr. mere i kassen er båret frem af en positiv påvirkning i valutakurserne, oplyser Genmab.

Salgsprognosen inkluderer desuden milepælsbetalinger på 1500 mio. kr. relateret til forventninger om, at salget af Darzalex passerer både 2,5 mia. dollar og 3 mia. dollar i år.

Tabel for Genmabs regnskab for andet kvartal af 2019:

#

Mio. kr.             Q2 2019 Q2 2019 (e) Q2 2018

------------------------------------------------

Omsætning              773,9         734     510

- Darzalex royalties     667           -     385

EBIT                   137,2           -     135

Nettoresultat           84,9         105     261

------------------------------------------------

#

Genmabs forventninger til 2019:

#

Mio. kr.                  Ved Q2 Ved Q1 Ved Q4

----------------------------------------------

Omsætning                   4800   4600   4600

Driftsoverskud              2050   2000   2000

Darzalex omsætning i mio.   3000   3000   3000

dollar

Darzalex royalties          2885   2685   2685

Darzalex milepæle           1500   1500   1500

----------------------------------------------

#

(e) = estimater er indsamlet af Bloomberg News blandt op til 11 analytikere.

/ritzau/Finans

Tilbage