06. jan. 2025 kl. 10:00
1092 visninger

Stærke selskaber i centrum

Kvartalsforventninger: Med et fokus på stærke og solide selskaber leverede Sydinvest Kvalitetsaktier et flot afkast på 24,5 % i 2024. Nu har flere selskaber fundet vej til porteføljen. Få et indblik i nogle af de nye selskaber i fonden.

I det forgangne kvartal opnåede Sydinvest Kvalitetsaktier et afkast på 5,25%. Dermed sætter vi punktum for et godt år, hvor porteføljen har leveret et afkast på hele 24,52%.

Det stærke afkast er bestemt acceptabelt og vidner om, at vores strategi med at investere i stærke, globale kvalitetsselskaber har båret frugt. 

Positive bidragsydere

To af de stærkeste bidragydere til afkastet i kvartalet var Amazon og Alphabet.

Amazon: Efter en periode med betydelig investering i logistik og infrastruktur er Amazon begyndt at se effekterne af omkostningsbesparelser og effektiviseringer. Selskabets cloud-forretning, AWS, viste fortsat solid vækst, hvilket gav investorer fornyet tillid til den langsigtede værdiskabelse. Amazon har utroligt mange strenge at spille på, selskabet er for alvor begyndt at fokusere på at maksimere sin profitabilitet, og så er der fortsat meget store vækstmuligheder foran selskabet.

Alphabet: Selskabet havde et imponerende kvartal med en styrket annonceforretning og positive signaler fra deres cloud-segment. Virksomhedens evne til at fastholde markedsandele på trods af konkurrence understreger deres teknologiske overlegenhed og dybe integration i det digitale økosystem. Kursen blev også hjulpet på vej med annonceringen af Alphabets gennembrud inden for quantum computing. Selskabets nyeste chip, Willow viste evne til at foretage uhyre komplekse beregninger på under fem minutter - beregninger, der ville tage de hurtigste supercomputere op mod 10 septillioner år. Annonceringen understreger, at Alphabet i den grad er med længst fremme, når det kommer til teknologisk udvikling og fremtidige forretningsmuligheder.

"Selvom resultaterne var skuffende, vurderer vi dem fortsat som acceptable på langt sigt [...] Selskabet har en stærk historik for at optimere og udvikle sine præparater"

Negative bidragsydere

Novo Nordisk: Novos lancering af fedmepræparatet Cagrisema levede desværre ikke op til de meget høje forventninger fra både markedet og Novo selv, og aktien reagerede kraftigt på nyheden med et markant kursfald. Selvom resultaterne var skuffende, vurderer vi dem fortsat som acceptable på langt sigt. Novo Nordisk har en solid pipeline inden for både diabetes- og fedmebehandling, og selskabet har en stærk historik for at optimere og udvikle sine præparater. Af samme grund har vi valgt at fastholde vores position, og vi overvejer p.t. yderligere opkøb, da de fundamentale vækstmuligheder er intakte, og værdiansættelsen i dag er attraktiv.

Ændringer i porteføljen

For at styrke porteføljens langsigtede potentiale og reducere cyklisk eksponering har vi foretaget flere justeringer i kvartalet. Vi har tilkøbt flere nye selskaber, end vi normalt gør på et kvartal. Fælles for alle er, at vi i længere tid har haft dem på vores observationsliste, og vi mener nu, at de er attraktive nok til at tage en position. De fleste af positionerne er mindre positioner med henblik på at kunne supplere i dem på et senere tidspunkt.

Nye køb

Vi har bl.a. foretaget nye investeringer i følgende selskaber:

  • Mettler-Toledo: Global leder inden for præcisionsinstrumenter (industrivægte) og analytiske løsninger til sundhedssektoren. Selskabet er et af de mest profitable selskaber i sundhedssektoren og har en lang historik med årlige marginforbedringer. Selskabet har en fortsat lav markedsandel i et meget fragmenteret marked, hvorfor der fortsat er gode vækstmuligheder.
  • Roper Technologies: Diversificeret teknologiselskab med fokus på softwareløsninger inden for en række nichemarkeder med høje indgangsbarrierer. Roper har utrolig høj pricing power, da selskabets kunder er meget afhængige af de softwareløsninger, Roper leverer. 
  • Tetra Tech: Førende leverandør af konsulentydelser inden for vandforvaltning og miljøløsninger. Selskabets konkurrencefordel er specialiseret ekspertise og et stærkt ry i en reguleret branche. Vækstmulighederne er fornuftige drevet af PFAS-oprydning, digitalisering af vandforsyningen og krav om højere miljømæssige standarder.
  • Epiroc: Global leverandør af udstyr til minedrift og infrastruktur. Epirocs styrke er teknologisk overlegenhed og en bred produktportefølje inden for undergrundsminedrift. Vi forventer en højere langsigtet vækst fra omstillingen fra diesel- til eldrevet mineudstyr.
  • Verisign: Nøglespiller inden for internetinfrastruktur, hvor selskabet i dag driver .com- og .net-domæner. Verisign har en monopolistisk position og stabilt cash flow. Selskabet har netop indgået en ny aftale med den amerikanske stat om at varetage .com- og .net-domæner de næste 6 år. 

Salg

Vi har solgt vores positioner i Emcor og Hitachi. Begge aktier er steget med ca. 100% i 2024, og Emcor har givet os et afkast på 414%, siden vi købte aktien for lidt over 3 år siden. Salget skyldtes en kombination af værdiansættelse og et ønske om at reducere cyklisk eksponering og i stedet fokusere på mere stabile kvalitetsselskaber.

Herudover har vi reduceret vores eksponering i bl.a. NVIDIA og JP Morgan. NVIDIA har haft en eksplosiv kursudvikling, men vi vurderer, at meget af den kortsigtede vækst allerede er indregnet i aktiekursen. JP Morgan er stadig en solid investering, men vi ønsker at mindske vores eksponering mod den mere cykliske del af finanssektoren.

Forventninger og risici

Vi ser fortsat muligheder i virksomheder med stærke markedspositioner, der kan drage fordel af langsigtede megatrends som digitalisering, automatisering og grøn omstilling. Udfordringen i dag er, at kvalitetsaktier og amerikanske aktier i særdeleshed ikke er billige. Samtidig er både private og professionelle investorer positioneret aggressivt i aktier p.t. Det betyder, at muligheden for en korrektion på den korte bane er forholdsvis høj og er også en af grundene til vores frasalg af cyklisk eksponering samt vores fokus på værdiansættelse.

Hertil kan vi lægge indsættelsen af Donald Trump som amerikansk præsident den 20. januar. Trump har varslet nye handelsrestriktioner, skattelempelser, strammere immigrationspolitik og mindre regulering. I hvilket omfang og hvor hurtigt han eksekverer på sin politiske agenda vil have stor indflydelse på aktiemarkedet. Derfor er usikkerheden i vores øjne forholdsvis høj, og vi vil forvente en vis grad af kursudsving over de kommende måneder. Dette er normalt et positivt miljø for mindre cykliske kvalitetsaktier.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,3
Baseret på 21 anmeldelser