Hvad betyder futures, og hvordan påvirker de dig?

Visninger: 944 Dato: 19. mar. 2020 kl. 13:35

Sydinvest investerer i aktier fra hele verden. Men hvordan stiller man en pris på aktier fra markeder, der endnu ikke er åbnet? Læs hvordan man bruger såkaldte futures, og hvorfor de påvirker dine investeringer.

Som jorden drejer rundt, skifter døgnrytmen i de forskellige lande. Når vi står op i Danmark, har de fjernøstlige aktiemarkeder længe været i gang, og de sover endnu i USA. Men investeringsforeningerne skal stadig stille priser, selvom de investerer på lukkede markeder.

På investeringsmarkederne er der mange forskellige finansielle instrumenter, der sørger for, at man kan stille fornuftige priser, selvom markederne er lukkede andre steder i verden. Et af de værktøjer er såkaldte ”futures”.

En future er et finansielt instrument, der afspejler forventningerne til en specifik børs eller marked. Ved at følge kursen på futures på forskellige amerikanske aktiemarkeder som S&P500, Dow Jones og Nasdaq kan man sætte en kurs på de bagvedliggende aktier i en dansk investeringsforening som fx Sydinvest USA Ligevægt & Value. Også selvom det amerikanske marked endnu ikke er åbent. 

Når markederne reagerer
I perioder, hvor der er megen uro på markederne, kan futures stige og falde meget. Der er dog en begrænsning på de amerikanske futures. De kan højst stige eller falde 5 % uden for de amerikanske børsers åbningstid. Det vil sige, at hvis en future på et marked falder mere end 5 %, så træder en såkaldt ”limit down” i kraft, og så ved man ikke længere, hvad man skal forvente, når markedet åbner. Handler man under 5 %, handler man så at sige i blinde.

Eksempel
Som eksempel kan man se på udviklingen på det amerikanske marked den 16. marts 2020. Her åbnede det danske investeringsmarked op til røde amerikanske futures, der viste et fald på 5 %, som er ”limit down” på den amerikanske future. Man kunne altså ikke stole på de prissætninger, der var på aktierne. Ville markederne åbne i – 5 % eller – 11 %? Derfor blev handel med fonde med store poster i amerikanske aktier suspenderet.

Figur 1: Udviklingen i S&P500 future (pris pr. 5 minut)

Da det amerikanske aktiemarked åbnede, faldt det med lynhurtigt med 7 %, hvorefter det amerikanske marked blev sat på pause i 15 minutter (en såkaldt ”circuit breaker”). Efter pausen fortsatte faldene i hastig fart, og i løbet af dagen tabte det amerikanske marked i alt 11,98 % (12,6% i DKK). Lige inden åbningen lå futures stadig på -5 % (se figur 1).

Læs mere om suspenderinger her


af kommunikationskonsulent Anders Øhrberg Thrane, Sydinvest

Tilbage