Hvilke aktier har potentiale i nuværende miljø?
25. maj. 2022 kl. 10:12
2823 visninger

Hvilke aktier har potentiale i nuværende miljø?

Hvilke aktier er gode, når væksten aftager? Seniorporteføljemanager Michael Thomassen giver et bud på aktier med potentiale i et svært investeringsmarked.

I en svær tid på finansmarkederne leder mange investorer med lys og lygte efter det bedste sted at være. I de nuværende markeder har det dog været svært at finde lyspunkter, og samtidig udhuler inflationen værdien af kontanterne.

Midt i dette marked kan man - ligesom Skærmtrolden Hugo fra 90’ernes Elevat2ren - fristes til at spørge: ”Hva’? Hvor skal vi hen, du?”

Hårdt år indtil nu

”På aktiemarkederne har vi i 2022 set stor uro på grund af krigen i Ukraine, samtidig med at væksten i Kina aftager, da det kinesiske styre har valgt at lukke store byer ned som en del af deres Covid-19 politik,” forklarer seniorporteføljemanager Michael Dahlwad Thomassen.

”Inflationen var i forvejen tiltagende, men er eksploderet her i foråret. De store prisstigninger har fået centralbankerne til at stramme pengepolitikken for at få styr på inflationen, og det har til gengæld ramt væksten.” 

”På den korte bane er forventningen, at både defensive sektorer som stabilt forbrug, forsyning og medicinal kan klare sig godt.”

Hvad klarer sig bedst?

I den slags investeringsmiljø rammes både obligationer og aktier. Der er næsten ingen steder at søge ly. Men nogle typer aktier klarer sig alligevel bedre end andre og bliver ikke ramt så hårdt.

”I det investeringsmiljø, vi ser lige nu, har det været bedst at ligge i aktier, som anses for at være defensive og stabile. Det vil sige selskaber som Coca Cola og Kraft Heinz,” påpeger Michael Thomassen. ”Udviklingen i disse selskaber er mere stabil, da der fortsat er brug for deres produkter, uanset hvor mange penge forbrugerne har mellem hænderne.”

Derudover nævner seniorporteføljemanageren også energisektoren, der har set høje afkast i år pga. de stærkt stigende priser på olie og andre råvarer. Blandt Sydinvests aktiefonde er det især Sydinvest Lav Volatilitet Indeks og Sydinvests Ligevægt og Value fonde, der har klaret sig bedst i et usikkert eller mere inflationært miljø.

Det bedste våben mod stigende inflation
Læs også

Det bedste våben mod stigende inflation

Læs artikel

Hvor skal vi hen, du?

Men hvilke aktier har så potentiale i den slags scenarie? Når Michael Thomassen ser på de historiske data, er han ret klar i mælet.

”På den korte bane er forventningen, at både defensive sektorer som stabilt forbrug, forsyning og medicinal kan klare sig godt. Men også valuesektorer som råvarer og finans kan klare sig godt, når renterne stiger. En fortsat positiv udvikling vil dog være afhængig af om væksten aftager yderligere herfra. Aftager væksten, forventer vi, at den positive udvikling blandt råvare- og finansselskaber vil flade ud,” fortæller Michael Thomassen.

Hvis inflationen fortsætter stigningen

På lidt længere sigt bliver billedet sværere at fastsætte, da forudsætningerne forgrener sig alt efter om krigen i Ukraine for en ende eller ej, om Covid-19 restriktionerne i Kina lempes, om prisstigningerne falder tilbage, eller om stigningen i inflationen fortsætter.

”Hvis inflationen bider sig fast, plejer det at være kvalitetsselskaber, der tager teten på markederne,” forklarer Michael Thomassen. ”Her snakker vi om selskaber som Microsoft og Visa, der har en stærk position på markedet. De har det, man kalder pricing power, hvilket vil sige, at de kan sende prisstigningerne videre til kunderne, da deres produkter er meget efterspurgte og tæt på uundværlige.”

”Hvis inflationen bider sig fast, plejer det at være kvalitetsselskaber, der tager teten på markederne”

Det er blandt andet de selskaber, som porteføljemanagerne har fokus på i Sydinvest Bæredygtige Aktier.

”Flere af disse kvalitetsselskaber er faktisk faldet i kurs i år som en del af den generelle korrektion på markedet,” uddyber Michael Thomassen. ”Men de ser i dag ud til at være mere rimeligt prisfastsat, især hvis man forventer, at inflationen vil fortsætte længere tid fremad.”


af kommunikationskonsulent Anders Øhrberg Thrane, Sydinvest

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,1
Baseret på 24 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig