Hvordan ender handelskonflikten mellem USA og Kina?

Visninger: 1427 Dato: 28. jan. 2019 kl. 12:10

Med kun ca. 5 uger tilbage, inden våbenhvilen udløber, kan det være relevant at se på hvilke muligheder, lederne i Kina og USA har for at ”vinde” i handelskonflikten mellem de to lande.

Allerede i valgkampen i 2015 var handlen med Kina en mærkesag for Donald Trump. Efter nogle indledende øvelser i 2017 tog Trump så skridtet i 2018 og lagde en importtold på flere kinesiske varer - i første omgang til en værdi af 50 milliarder dollars, hvilket efterfølgende blev skruet op med 200 milliarder dollars. Kina reagerede prompte og lagde modsat told på flere amerikanske varer ad to omgange til en samlet værdi af 110 milliarder dollars, hvor Kina i første omgang koncentrerede sig om at ramme varer som fx fødevarer og soja, der kom fra kernerepublikanske stater i USA.

Med en overhængende amerikansk trussel om at lægge en importtold på 25 % på alle kinesiske varer blev de to lande i december enige om en slags våbenhvile indtil den 2. marts 2019, hvor de ville føre forhandlinger for at komme frem til en løsning på handelskonflikten. Men hvordan skal handelskonflikten ende, for at de to landes ledere kan trække sig sejrrige hjem?

En sejr for Trump
En komplet sejr for Trump vil indebære, at Kina indvilger i at nedbringe handelsoverskuddet over for USA (i 2017 på 375 milliarder dollars). Det kan landet fx gøre ved at fastsætte nogle rammer for, hvor meget kinesiske selskaber skal købe af amerikanske produkter. Samtidig skal det kinesiske marked åbnes endnu mere for amerikanske selskaber, og Kina skal imødekomme beskyldninger om, at staten bruger statsejede selskaber til at købe sig ind i amerikanske selskaber for at få fingrene i den nyeste teknologi inden for it, bæredygtighed, bilindustri og fly (beskyldninger som Kina har benægtet).

Indvilger kineserne i alle disse amerikanske krav, vil Trump kunne sætte flueben ved flere af sine valgløfter.

Hvordan ser en total kinesisk sejr ud?
Kinas økonomi og den kinesiske præsident Xi Jinping har mærket effekten af de amerikanske toldsatser, og de seneste tal for kvartalsvæksten viste den laveste vækst siden 1. kvartal 2009. Hvis Xi Jinping skal gå fuldstændig sejrrig ud af konflikten, vil USA skulle vælge at trække sin importtold tilbage og normalisere handlen med Kina. En kraftig reduktion af toldsatserne vil også ses som en sejr for Xi Jinping, der har brug for handlen med USA for at holde væksten kørende i landet.

Er der en gylden middelvej?
Det er vores vurdering, at de to præsidenter ikke vil kunne holde til et klart nederlag i konflikten. Xi Jinping skal sørge for økonomisk stabilitet i Kina for at sikre ro blandt befolkningen, og Trump arbejder allerede frem mod et genvalg til 2020, hvor handlen med Kina har været et kernepunkt blandt hans vælgere.

Men hvad er Trumps minimumskrav? Der har været forlydender om, at Kina har tilbudt at købe flere amerikanske varer, hvorimod kineserne ikke har villet diskutere de mere strukturelle handelsmæssige udfordringer i forhold til åbne markeder og selskabernes beskyttelse af rettigheder. En reduktion af handelsunderskuddet vil hjælpe Trump i forhold til en valgkamp, men det vil ikke ændre på de strukturelle problemer, og USA har da også meldt ud, at der skal mere på bordet. Omvendt skal den øverste ledelse i Kina være indstillet på store ændringer i landet, hvis den skal imødekomme amerikanerne endnu mere. Og det vil formodentlig tage lang tid, før dette kan blive en realitet.

Den 2. marts er våbenhvilen ovre, og hvis der ikke er fundet en løsning, har Trump meldt ud, at han vil bede regeringen hæve importtolden til 25 %. Dette vil have en stor betydning for økonomierne i de to lande, og vores forventning er da også, at Kina og USA inden da vil komme frem til en slags ”mini-løsning”. Det vil sige en løsning, hvor kineserne eksempelvis vil melde ud, at de vil købe flere amerikanske produkter, mens de fortsat forhandler om de mere strukturelle problematikker i handelspolitikken. Samtidig vil amerikanerne sænke den nuværende importtold en smule, mens de stadig holder truslen om en højere told i baghånden.

Markedets forventninger til Trumps politiske valg har dog tidligere vist sig at ramme ved siden af, og det kan være svært at forudsige, om han vil være tilfreds med en kompromis som dette.

Af kommunikationskonsulent Anders Øhrberg Thrane, Sydinvest
 

Tilbage