HøjrenteLande Mix går overvægt i lokal valuta
25. jun. 2021 kl. 10:20
5388 visninger

HøjrenteLande Mix går overvægt lokal valuta

Vi ændrer fordelingen i HøjrenteLande Mix fra en neutral 50/50-fordeling mellem hård valuta og lokal valuta til overvægt i lokal valuta. Fordelingen er derfor fremover 62,5 % i lokal valuta og 37,5 % i hård valuta.

Den amerikanske centralbank påvirker obligationer i hård valuta

Vi vurderer, at der ikke er udsigt til samme panik som i 2013, når den amerikanske centralbank, FED, bebuder, at man vil reducere opkøbene af amerikanske statsobligationer, hvilket grundlæggende fjerner noget af risikoen ved alle typer højrentelande-obligationer. Højere amerikanske renter vil fortsat give modvind. 

For højrentelande-obligationer udstedt i hård valuta er rentespændet i dag stort set på samme niveau som, før ”Corona-udsalget” sidste år. Til gengæld er de offentlige finanser i stort set alle lande i dårligere stand end ved indgangen til 2020. Rentespændet vurderer vi derfor samlet til at være passende, mens de amerikanske renter er en risikofaktor.

Dårligere offentlige finanser og stigende amerikanske renter har også betydning for obligationerne udstedt i lokal valuta, især for obligationerne med lang løbetid, men vi vurderer, at det er en mere negativ faktor for højrentelande-obligationer udstedt i hård valuta.

Højere økonomisk vækst og inflation i højrentelandene

Højere global økonomisk vækst og især udsigt til højere økonomisk vækst i højrentelandene i 2022 er positivt for valutaerne fra højrentelandene. Høj vækst i højrentelandene betyder, at landene har lettere ved at tiltrække investeringer fra udlandet. Den høje globale økonomiske vækst giver også øget efterspørgsel efter råvarer, hvilket allerede har betydet højere priser. Det har allerede sat sit aftryk i eksporten fra de råvareeksporterende højrentelande, som nu har væsentlig fremgang i handels- og betalingsbalancer. Et eksempel er Sydafrika, som er gået fra underskud til overskud. 

Inflationen er stigende i mange højrentelandelande, hvilket har ført til renteforhøjelser i nogle lande og forventninger om højere styringsrenter i en række andre lande. Det har igen ført til højere renter på statsobligationer udstedt i lokal valuta. 

Derudover er de lokale renter steget på baggrund af de amerikanske rentestigninger. I en række lande vil de lokale renter stige yderligere. Højere styringsrenter og deraf højere korte lokale renter er dog positivt for valutaerne fra højrentelandene, som dermed er mere attraktive i forhold til dollar eller euro. 

Valutaerne fra højrentelandene har ikke i samme omfang genvundet terræn siden foråret 2020, men med højere råvarepriser og forhåbentlig et comeback i turistindtægter er der en god strøm af fremmed valuta på vej. 

De lokale renter skal formentlig op, men eftersom højere renter samtidig gør valutaerne mere attraktive, og nogle rentekurver allerede er stejle, vurderer vi, at det ikke er så stor en udfordring. Derudover er der store forskelle fra land til land, hvorfor placeringen på den enkelte rentekurve er af stor betydning.  

Øget vægt på lokal valuta

En overvægt i lokal valuta øger dog kursudsvingene i porteføljen, hvilket er en risiko ved at øge i lokal valuta, men grundlæggende vurderer vi, at en overvægt i lokal valuta over den kommende periode vil give et bedre afkast.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

2,5
Baseret på 17 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig