Den danske facility- og servicekoncern ISS bakker op om beslutningen om at påbegynde en uafhængig undersøgelse af den brand i Hongkong, der udbrød 26. november og indtil videre har kostet 151 mennesker livet.
Det oplyser ISS's datterselskab ISS Eastpoint Properties i en meddelelse, der ligger på ISS globale nyhedsside.
ISS Eastpoint Properties (ISS EPPL) hilser beslutningen om at nedsætte et dommerledet uafhængigt udvalg til at undersøge brandkatastrofen i Wang Fuk Court velkommen. Virksomheden er allerede i dialog med de relevante myndigheder og vil fortsat samarbejde fuldt ud med undersøgelsen, herunder ved at stille information og assistance til rådighed, fremgår det af meddelelsen.
Datterselskabet oplyser, at det som ejendomsadministrator har ydet administrativ støtte for ejendomskompleksets ejere, herunder tilrettelæggelse af services, der udføres af tredjeparter, "som vurderes, udvælges og udpeges af ejerne."
Desuden varetager ISS Eastpoint Properties de daglige sikkerhedstjenester på stedet.
- Med hensyn til den større renovering af Wang Fuk Court var ISS EPPL ikke involveret i udpegningen af entreprenøren og var ikke ansvarlig for det daglige tilsyn med renoveringsarbejdet. Dette ansvar påhviler den udpegede professionelle konsulent og den registrerede entreprenør, skriver ISS endvidere.
Lederen af Hongkongs regering, John Lee, fortalte natten til tirsdag dansk tid på et pressemøde om planerne om en uafhængig undersøgelse, der vil blive ledet af en dommer.
- Jeg vil nedsætte et uafhængigt udvalg, der skal udføre en omfattende og dybdegående gennemgang, der skal reformere byggesystemet og forhindre lignende tragedier i fremtiden, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Branden brød ud onsdag og bredte sig hurtigt til flere højhuse i boligkomplekset Wang Fuk.
John Lee fortalte, at 13 personer er blevet anholdt af politiet i forbindelse med branden, mens 12 er blevet anholdt af Hongkongs korruptionsagentur. Branden er den dødeligste i Hongkong i næsten 80 år.
Det er ifølge Ritzau tidligere kommet frem, at der blandt de anholdte er to direktører og en ingeniørkonsulent. De er under mistanke for uagtsomt manddrab.
Der er blandt andet mistanke om, at et isoleringsmateriale, som er blevet brugt i bygningernes vinduer, samt net, som var spændt ud over stilladserne ved højhusene, fik ilden til at brede sig.
Foruden de brandfarlige materialer vurderes kraftig vind at have medvirket til, at branden på kort tid bredte sig mellem højhusene i bebyggelsen.
Efter branden har brandvæsenet kunnet konstatere, at brandalarmerne i bygningerne svigtede under branden. Det er endnu uvist, hvad der udløste branden.
Nyheden om ISS's involvering i opgaver på stedet har tirsdag sendt servicekoncernens aktie ud i et større fald. Ved middagstid ligger ISS-aktien 6,6 pct. lavere i 198,90 kr.
.\\˙ MarketWire