Kvartalsforventninger for Verden Ligevægt og value

Visninger: 977 Dato: 04. jan. 2019 kl. 15:30

Globale aktier i store kursfald

Globale aktier kom i strid modvind i årets sidste kvartal, hvor vi ikke blot var vidne til markante kursfald, men ligeledes store kursudsving. Selvom mange nøgletal fortsat befinder sig på sunde niveauer, har vi i løbet af kvartalet set en afmatning, hvilket især afspejles i de mest ledende nøgletal. Herudover har vi set en optrapning i den amerikansk-kinesiske handelskrig med Canadas fængsling af Huawei’s finansdirektør i starten af december, urovækkende udtalelser fra Trump omkring den amerikanske centralbanks uafhængighed og brede nedjusteringer i globale aktiers indtjeningsestimater.

I ovenstående stormvejr har valueaktier været en relativ vinder. Vækstaktierne har haft det meget svært, især i USA hvor de også var blevet meget dyre ift. valueaktier. De fleste FAANG-aktier er nu korrigeret med mere end 20 % og befinder sig således i et bear-marked.

Vores holdning er fortsat, at vi befinder os sidst i konjunkturcyklussen. Af den grund forventer vi, at valueaktierne vil fortsætte med at være den relative vinder fremadrettet. Desværre blev vores gevinst på valueaktier modsvaret af et tab på ligevægtsstrategien. Små- og mellemstore aktier har underperformet markedet markant i indeværende kvartal, hvilket er helt naturligt, da denne gruppe aktier har en højere risikoprofil. I et risk-off miljø har man derfor styret udenom små- og mellemstore aktier. Vi tror på, at det vil fortsætte så længe, at vi ser så stor uro, som vi i dag er vidner til.

Som tidligere beskrevet har vi i porteføljen i 2018 haft et fokus på aktier med et højt cash flow, en lav gæld og en høj likviditet. Det betyder, at vi har forsøgt at vælge valueaktier med en så lav risikoprofil som muligt. Denne strategi har båret frugt i et 2018 med en aftagende risikoappetit. Vi viderefører denne strategi ved indgangen til 2019, men ønsker at øge risikoen i takt med at attraktive valuemuligheder byder sig.

Der er mange risici ved indgangen til 2019. Udover en fortsat høj værdiansættelse og et opsving, som begynder at virke meget gammelt, er der en potentiel optrapning af den globale handelskrig, en større nedgang i den kinesiske økonomi, centralbanker som er begyndt at stramme pengepolitikken samt et mudret billede i Europa med uro i Frankrig, politiske stridigheder i Italien og et usikkert Brexit-udfald.

Af seniorporteføljerådgiver Romanas Narusis & Michael Thomassen

Læs mere om fonden på fondens profilside

Tilbage